Facebook og gensyn

Vi mødtes for syv-otte år siden i verdens smukkeste by, San Martin de los Andes i det nordlige Patagonien i Argentina. Og I kan godt spare jer for  at kaste alternative kandidater på banen. San Martin de los Andes er bare verdens smukkeste. Sådan er det, så hold bare op. Basta.

For nogle dage siden mødtes vi så igen, Agustina og jeg. Midt i København, hvor hun sad på stensætningen ved Nyhavn, hvor havnerundfarten lægger fra. Syv – otte år. Det er pænt lang tid fra et tilfældigt møde i en lille by langt ude i de patagoniske vildmarker. Og så var det bare smadderhyggeligt at ses igen.

Hvordan går det til, spørger I måske. Facebook, my friends, siger jeg bare. Facebook har sat mig i stand ttil at bevare noget kontakt til rigtig mange af de forskellige mennesker, jeg har mødt på rejser rundt om i verden. Og pludselig kan man så mødes i noget virkeligt liv atter engang.

Nåmn, historien, for sådan en er der jo. Jeg rejste alene rundt i Argentina og ankom til San Martin de los Andes med en totalt latterligt stor rygsæk. Jeg ved faktisk ikke, om rygsækken eller jeg var størst. Jeg havde udset mig byen, fordi jeg gerne ville bestige en vulkan i nærheden. Alene. Jeg trængte til noget alenetid. For er der noget, der er svært i Argentina, er det at få alenetid. Folk er simpelthen så overstrømmende venlige og imødekommende, at man får forbud mod at kede sig. Jeg havde mødt ufatteligt mange søde og rare mennesker, som havde inviteret mig til det ene og det andet. Men jeg var på en måde blevet sådan lidt selskabstræt. Og jeg tænkte, at en lille bjergbestigning sådan midt i intetheden kunne være godt for sjælen. Derfor ankom jeg belæsset med bjergudstyr og varmt tøj. Og var sådan helt ærligt ved at segne, fordi det var herretungt.

Jeg havde udset mig et bestemt hostel, som andre havde anbefalet, og jeg slæbte min monsterrygsæk derop. Og havde selvfølgelig ikke reserveret, fordi sådan noget bruger jeg meget sjældent. Og alt var optaget. Jeg sukkede og slængte atter den store rygsæk på ryggen og fortsatte til det næste hostel. Jeg ankom tidligt om morgenen, fordi i Argentina er hovedtransportmidlet bus, og man kører de lange afstande om natten. Der var bid på det næste hostel. Jeg fik en seng og i overkøjen lå Agus. Hun er på alder med min ældste datter, men vi faldt omgående i snak.

Vulkanen, jeg ville bestige, lå 6-7 timer i bus fra byen, og jeg gav mig hurtigt i kast med at organisere min videre færd. Men så let gik det ikke. Derude, midt i banditland, hvor alverdens outlaws og gamle nazister havde søgt tilflugt gennem de sidste 100 år, – ja der var regler som ingen andre steder i det store land. Jeg skulle have tilladelse til det bjerg. Og der var krav om både radio, tjek af udstyr og dokumentation af erfaringer. Desuden gik der kun busser en gang imellem. Altså ikke hver dag. Jeg er ikke sådan at slå ud, så jeg fortsatte ufortrødent og fik faktisk en slags tilladelse. Og Agus trådte til som min uforbeholdne hjælper. Det lykkedes at få en busbillet nogle dage senere.

Det gav os nogle hyggelige dage sammen i den smukke by. Jeg kan stadig huskemine morgenløbeture langs søen, som byen lå ved. Det var betagende smukt. Jeg løb nogle kilometer ud af byen og vendte tilbage langs bredden. Vejen var hævet højt over søen, og det gav sådan et eventyrligt indløb til den smukke by.

Men alting har en ende, og en tidlig morgen tog Agus og jeg afsked. Jeg steg på en gammel bus og drog afsted til grænsen mellem Argentina og Chile, hvor Volcano Lanin ligger. Vulkanen har sådan en helt klassisk bjergform, som et barn ville tegne det.

Den ligger virkelig in the middle of nowhere. Man bliver smidt af bussen, og tænker WTF – her er ingenting. Men der er en lille lejrplads, og der er et kontor, som huser både grænsevagter og vulkanvagter. Her blev jeg underkastet et grusomt forhør, og min tilladelse blev afvist, fordi jeg ingen radio havde. Jamen hold nu op, tænkte jeg. Bjerget var bare 4000 meter højt. Hvad skulle sådan et cirkus til for? Men ham, der havde trukket vagttjansen den dag, var hverken til at hugge eller stikke i. Enden på det hele blev, at jeg kunne leje en radio nogle dage senere.

Lidt slukøret slog jeg mit lille bitte telt op og flyttede ind på lejrpladsen. Senere, da jeg sad og læste i solen, kom en lyshåret fyr forbi. Hi, I’m Jason, sagde han, og spurgte, hvorfor jeg sad der helt alene. Jeg forklarede ham alle mine besværligheder, og han fortalte, at han og hans venner skulle bestige bjerget næste dag. Vil du ikke med, spurgte han, så kan du jo bare være med i vores radio. Jamen jo, det ville jeg gerne, og pludselig var jeg en del af en lille gruppe. Der var Jason og hans argentinske kæreste samt tre andre argentinere. Og sådan blev det. Vi hyggede resten af dagen, og næste morgen begav vi os afsted på den første etape på bjerget. Vi overnattede i en – aj hytte kan man næsten ikke kalde det – en slags overdækket lejrplads. Hele aftenen fortalte vi historier fra vores forskellige hjemegne og havde det fantastisk. Jason er fra Alaska, og jeg har en stående invitation til at besøge ham. Når han er der. For han er lettere at møde i Himalaya eller Andesbjergene.

Midt på natten klatrede vi så det sidste stykke til toppen i den smukkeste solopgang.

Vi nåede toppen i et forrygende blæsevejr, så vi måtte have et fast tag i hinanden for ikke at blæse ned.

Jeg så ikke Agus igen. Vi mailede sammen, og en dag fandt hun mig på Facebook. Nu bor hun i Irland og var sammen med sine forældre i København på en lille ferie. Selvom vejret viste sine værste efterårstænder, var de ret betagede af vores by. Og jeg nød at kunne gengælde en smule af Agus’ hjælpsomhed og vise Københavns bedste sider frem. Hvad de syntes bedst om? Alle cyklerne, Dragør, fiskefrikadeller og wienerbrød.

Billederne er ikke mine egne. Det var længe før, jeg havde digitalt kamera, så jeg har været på togt med Google. Det sidste billede fra Lanin fik jeg tilsendt fra en i gruppen.

Og Jason? Ham er jeg selvfølgelig også venner med på Facebook, og vores veje har krydset derude i Himalaya.

7 thoughts on “Facebook og gensyn

  1. Sikke en dejlig historie. Og hvor er jeg enig med dig. Hvis man er lidt åben og modig, så kan man få de mest fantastiske venskabsoplevelser – selv om de kan være ganske korte og måske bestå af et enkelt møde. Hvis man tør åbne op for mulighederne og give en chance til et menneske man måske møder ganske tilfældigt i et kort øjeblik hvor man når at opdage at man har et eller andet tilfælles – så kan man få venskaber som man heldigvis kan holde i live i dag på FB og blogge osv. Jeg oplever jo igen og igen at få venner og måtte tage afsked pga. vores omrejsende liv, men jeg bliver ved med at turde nye kontakter fordi det er så meget værd!

  2. Sikke en herlig historie. Om din stædighed 😉 men især om venskaber, som opstår ud af et åbent sind og et gå-på-mod. Og så tilsat en stor portion fornemmelse for eventyr.
    FB er fedt til at finde folk fra gamle tider og fjerne steder fra. 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.