Tag Archives: argentina

by - 7 kommentarer

Facebook og gensyn

Vi mødtes for syv-otte år siden i verdens smukkeste by, San Martin de los Andes i det nordlige Patagonien i Argentina. Og I kan godt spare jer for  at kaste alternative kandidater på banen. San Martin de los Andes er bare verdens smukkeste. Sådan er det, så hold bare op. Basta.

For nogle dage siden mødtes vi så igen, Agustina og jeg. Midt i København, hvor hun sad på stensætningen ved Nyhavn, hvor havnerundfarten lægger fra. Syv – otte år. Det er pænt lang tid fra et tilfældigt møde i en lille by langt ude i de patagoniske vildmarker. Og så var det bare smadderhyggeligt at ses igen.

Hvordan går det til, spørger I måske. Facebook, my friends, siger jeg bare. Facebook har sat mig i stand ttil at bevare noget kontakt til rigtig mange af de forskellige mennesker, jeg har mødt på rejser rundt om i verden. Og pludselig kan man så mødes i noget virkeligt liv atter engang.

Nåmn, historien, for sådan en er der jo. Jeg rejste alene rundt i Argentina og ankom til San Martin de los Andes med en totalt latterligt stor rygsæk. Jeg ved faktisk ikke, om rygsækken eller jeg var størst. Jeg havde udset mig byen, fordi jeg gerne ville bestige en vulkan i nærheden. Alene. Jeg trængte til noget alenetid. For er der noget, der er svært i Argentina, er det at få alenetid. Folk er simpelthen så overstrømmende venlige og imødekommende, at man får forbud mod at kede sig. Jeg havde mødt ufatteligt mange søde og rare mennesker, som havde inviteret mig til det ene og det andet. Men jeg var på en måde blevet sådan lidt selskabstræt. Og jeg tænkte, at en lille bjergbestigning sådan midt i intetheden kunne være godt for sjælen. Derfor ankom jeg belæsset med bjergudstyr og varmt tøj. Og var sådan helt ærligt ved at segne, fordi det var herretungt.

Jeg havde udset mig et bestemt hostel, som andre havde anbefalet, og jeg slæbte min monsterrygsæk derop. Og havde selvfølgelig ikke reserveret, fordi sådan noget bruger jeg meget sjældent. Og alt var optaget. Jeg sukkede og slængte atter den store rygsæk på ryggen og fortsatte til det næste hostel. Jeg ankom tidligt om morgenen, fordi i Argentina er hovedtransportmidlet bus, og man kører de lange afstande om natten. Der var bid på det næste hostel. Jeg fik en seng og i overkøjen lå Agus. Hun er på alder med min ældste datter, men vi faldt omgående i snak.

Vulkanen, jeg ville bestige, lå 6-7 timer i bus fra byen, og jeg gav mig hurtigt i kast med at organisere min videre færd. Men så let gik det ikke. Derude, midt i banditland, hvor alverdens outlaws og gamle nazister havde søgt tilflugt gennem de sidste 100 år, – ja der var regler som ingen andre steder i det store land. Jeg skulle have tilladelse til det bjerg. Og der var krav om både radio, tjek af udstyr og dokumentation af erfaringer. Desuden gik der kun busser en gang imellem. Altså ikke hver dag. Jeg er ikke sådan at slå ud, så jeg fortsatte ufortrødent og fik faktisk en slags tilladelse. Og Agus trådte til som min uforbeholdne hjælper. Det lykkedes at få en busbillet nogle dage senere.

Det gav os nogle hyggelige dage sammen i den smukke by. Jeg kan stadig huskemine morgenløbeture langs søen, som byen lå ved. Det var betagende smukt. Jeg løb nogle kilometer ud af byen og vendte tilbage langs bredden. Vejen var hævet højt over søen, og det gav sådan et eventyrligt indløb til den smukke by.

Men alting har en ende, og en tidlig morgen tog Agus og jeg afsked. Jeg steg på en gammel bus og drog afsted til grænsen mellem Argentina og Chile, hvor Volcano Lanin ligger. Vulkanen har sådan en helt klassisk bjergform, som et barn ville tegne det.

Den ligger virkelig in the middle of nowhere. Man bliver smidt af bussen, og tænker WTF – her er ingenting. Men der er en lille lejrplads, og der er et kontor, som huser både grænsevagter og vulkanvagter. Her blev jeg underkastet et grusomt forhør, og min tilladelse blev afvist, fordi jeg ingen radio havde. Jamen hold nu op, tænkte jeg. Bjerget var bare 4000 meter højt. Hvad skulle sådan et cirkus til for? Men ham, der havde trukket vagttjansen den dag, var hverken til at hugge eller stikke i. Enden på det hele blev, at jeg kunne leje en radio nogle dage senere.

Lidt slukøret slog jeg mit lille bitte telt op og flyttede ind på lejrpladsen. Senere, da jeg sad og læste i solen, kom en lyshåret fyr forbi. Hi, I’m Jason, sagde han, og spurgte, hvorfor jeg sad der helt alene. Jeg forklarede ham alle mine besværligheder, og han fortalte, at han og hans venner skulle bestige bjerget næste dag. Vil du ikke med, spurgte han, så kan du jo bare være med i vores radio. Jamen jo, det ville jeg gerne, og pludselig var jeg en del af en lille gruppe. Der var Jason og hans argentinske kæreste samt tre andre argentinere. Og sådan blev det. Vi hyggede resten af dagen, og næste morgen begav vi os afsted på den første etape på bjerget. Vi overnattede i en – aj hytte kan man næsten ikke kalde det – en slags overdækket lejrplads. Hele aftenen fortalte vi historier fra vores forskellige hjemegne og havde det fantastisk. Jason er fra Alaska, og jeg har en stående invitation til at besøge ham. Når han er der. For han er lettere at møde i Himalaya eller Andesbjergene.

Midt på natten klatrede vi så det sidste stykke til toppen i den smukkeste solopgang.

Vi nåede toppen i et forrygende blæsevejr, så vi måtte have et fast tag i hinanden for ikke at blæse ned.

Jeg så ikke Agus igen. Vi mailede sammen, og en dag fandt hun mig på Facebook. Nu bor hun i Irland og var sammen med sine forældre i København på en lille ferie. Selvom vejret viste sine værste efterårstænder, var de ret betagede af vores by. Og jeg nød at kunne gengælde en smule af Agus’ hjælpsomhed og vise Københavns bedste sider frem. Hvad de syntes bedst om? Alle cyklerne, Dragør, fiskefrikadeller og wienerbrød.

Billederne er ikke mine egne. Det var længe før, jeg havde digitalt kamera, så jeg har været på togt med Google. Det sidste billede fra Lanin fik jeg tilsendt fra en i gruppen.

Og Jason? Ham er jeg selvfølgelig også venner med på Facebook, og vores veje har krydset derude i Himalaya.

by - 2 kommentarer

Water under the bridge og good times to come

Jeg er jo ikke anderledes end alle andre og standser også op ved nytårstide og ser på det forgangne år. 2009 blev et år med store forandringer. Jeg tog beslutningen, som havde gæret i flere år, og flyttede til hovedstaden. Forlod simpelthen Århus og startede et helt nyt liv. Nyt job i region Hovedstaden og en start i Holte hos Bo og Helle, hvor jeg nåede at bo i syv måneder, før truslen om et salg af huset blev virkelighed. Nu er det så Birkerød de næste to år. Her er lidt langt ude på landet, og jeg er ikke sikker på, at det er her, jeg skal leve. Men for nu nyder jeg skoven udenfor min dør, jeg nyder freden og roen, og at København trods alt er tættere på end før.


For et år siden rejste jeg til Sydamerika med min søn. Det var hans 30-års fødselsdagsgave og min sidste chance for at rejse alene sammen med ham. Vi landede i Argentina, holdt den mest forrygende nytårsfest i Salta i det nordlige og cruisede rundt og udforskede de nordlige bjergområder i Argentina. Bagefter tog vi videre til Bolivia og var på tur på den bolivianske højslette og havde de mest fantastiske oplevelser. Så intenst at vi kom et døgn for sent til bussen på den argentinske side af grænsen, men – alting løser sig jo, og vi nåede både vores fly fra Salta og nogle dejlige dage i Buenos Aires.
Sommeren gik til Sydafrika, hvor jeg rejste rundt et par uger på egen hånd med lokale busser, før jeg sluttede i Durban, hvor jeg skulle holde oplæg på sygeplejerskernes verdenskongres. Jeg var helt positivt overrasket over landet. Det er smukt, spændende, og jeg blev modtaget varmt og venligt, hvor jeg kom frem. Der vil jeg gerne tilbage til. Durban var en storby, og jeg havde fundet et hotel væk fra strandpromenaderne, hvor jeg med sindsro kunne løbe en morgentur alene hver dag. Konferencen var en stor oplevelse, som blev præget af sydafrikanernes store stolthed over endelig at kunne byde en international konference velkommen. Fra Sydafrika tog jeg til Kilimanjaro Airport i Tanzania, hvor jeg fik en modtagelse som en hjemvendt tabt datter. Jeg blev så rørt over den modtagelse. Alle vidste, jeg havde havde været syg, og sådan en sygdom overlever man jo ikke i Tanzania, så jeg var på linie med et sandt mirakel. Det var dejligt at være tilbage. Dagen efter kom den gruppe, jeg skulle tage med på Kilimanjaro, og vi havde en fin tur, bortset fra et maveonde, der fik mig til at vende om før toppen. Men gruppen kom op.

Løbemæssigt startede jeg året med at være i overtræning. En tilstand, der havde varet mere eller mindre siden den foregående sensommer, hvor jeg med hovedet under armen trænede vildt og voldsomt efter to måneders ekspedition.  Det gik meget godt hele sommeren, hvor jeg endelig blev hurtigere og hurtigere, indtil jeg blev ramt som af en solid mur og var helt færdig med at være smart. For at understrege, hvor dum jeg kan være, deltog jeg i en familietradition i december 2008, – et halvmaraton i Randers, som jeg jo på ingen måde var i form til. Og det bragte mig en fibersprængning samt flere stadier tilbage i overtrænings-tilstanden. Så det var et løbemæssigt pivedyr, der løb ind i 2009. Siden er det kun gået fremad. Jeg trænede udelukkende mængdetræning i mange, mange måneder og trappede langsomt distancerne op. Løb 4-5 gange om ugen suppleret af adskillige kilometer på cykel. Det er vel blevet til godt 2000  kilometer sammenlagt i løbeskoene og mindst 10.000 kilometer på cyklerne. Og fra efteråret er jeg igen begyndt på intervaller. Jeg indledte en dobbelt strategi overfor mig selv. På den ene side vil jeg gerne være hurtigere igen. Jeg havde allerede for to år siden et mål om igen at løbe fem km på omkring 20 minutter, og sådan blev det bare ikke, og jeg justerede mit mål kraftigt og var glad for at kunne løbe under 25 minutter til DHL-stafetten. En måned senere løb jeg samme distance på 23.30, så bedre er det da blevet. Den anden strategi går ud på mentalt at indkode et andet niveau end tidligere. Derfor løb jeg flere motionsløb i løbet af efteråret. Jeg var nødt til at komme min konstante skuffelse til livs, så det igen kunne være sjovt at løbe motionsløb. På et tidspunkt må den mission vel lykkes? Det er så dumt at bruge livet på at være skuffet, ikke? Jeg løb mit sidste 10 km løb på næsten 52 minutter, og den sved, men det er sådan det er. Det kan godt blive hurtigere, men det kommer ikke helt ned igen.
Jeg synes stadig, det er fedt at løbe. Jeg elsker mine løbeture i skoven. Jeg elsker stadig ikke de mørke sene træningsture på villavejene, men prøver at tage dem som en ‘lær-din-by-at-kende’ ting. Jeg har meldt mig i Birkerøddernes Løbeklub, men det lykkes ikke så tit at nå med på deres træningsture. Jeg har svært ved at nå hjem og være parat kl 17.30, og klokken 10 lørdag formiddag…. åh der er det så fristende at sidde med min avis og en ekstra kande te, og udskyde træningen til eftermiddagen. Men det har været hyggeligt, når jeg har været med, og måske bliver det mere, når det bliver lysere.
Jeg meldte mig også under fanerne i Løbeklubben på Facebook, hvor jeg har deltaget i 24-timers løb i Holte og Viborg. Begge fantastiske oplevelser med intenst samvær med nye mennesker. Til juni laver vi et kvindehold til 24Run i Holte med seks kvinder. Og vi har ambitioner om at gøre det godt og komme på podiet.
Min største mentale udfordring bliver Copenhagen Marathon, som jeg tilmelder mig i år. To af mine svogre løber også, så det bliver en hel familieting. Jeg tvivler på, at jeg kan løbe på under fire timer, og den bliver bare svær at sluge. Men jeg må sluge den og lade være med at hænge fast i, hvordan det var engang.

Min drøm om at etablere en idrætsforening for kræftpatienter bliver nu til virkelighed. “Motionspacten” bliver etableret i januar. Vi har allerede etableret bestyrelsen, hvor jeg er blevet formand, og det egentlige startskud bliver den første uge af maj, hvor der bliver træningsuge på Lanzerote. Der sker virkelig noget på den front for tiden. der er også sket ting i Århus, efter jeg har forladt byen. Måske har mine skriverier, foredrag og forskellige forkølede forsøg alligevel båret frugt. Der er heldigvis i det hele taget ved at komme langt mere fokus på, at behandling ikke bør stå alene , og at kræftrehabilitering skal startes sammen med behandlingen. Jeg er så glad for at kunne være med til at starte den her forening og få noget positivt samvær ind i livet for de mennesker, som har været igennem kemo, stråler og hvad der ellers kan høre med til et behandlingsforløb.
Jeg selv valgte at afslutte mit kontrolforløb på Herlev Hospital. Jeg hader og afskyer at møde til blodprøver og kontrol og får neurotiske anfald, selvom helbredet er fint. Så nu dropper jeg det og besøger min egen læge, hvis jeg mærker noget. Det blev også en slags markering af at tage mit liv i mine egne hænder igen. Og et godt valg.

Økonomien har desværre sat kontante begrænsninger for mine udfoldelser, og det kommer den også til de næste år. De fantastiske sponsorater, vi modtog til ekspeditionen i 2008, er desværre blevet voldsomt beskattet. Vi troede, vi havde sikret os efter vejledning fra bank og skat, men ak nej, jeg er blevet smertefuldt klogere. I forvejen betød ekspeditionen to måneder uden løn, så at der oveni er kommet et skattesmæk på næsten 90.000 kr har drænet min økonomi til langt over smertegrænsen. En planlagt ekspedition til Pakistan næste sommer er derfor sat i venteposition. Jeg håber, at jeg måske kan trækkke udgifterne til ekpeditionen fra og på den måde få lidt af pengene igen, men kommunikation med SKAT går langt over min forstand.

Men jeg møder 2010 fuld af fortrøstning. Et år, hvor jeg ikke skal flytte, hvor jeg får ro og struktur på løbetræningen, hvor jeg får cyklet masser af kilometer og lærer Nordsjælland og hovedstaden meget bedre at kende.