Foredrag i Kolding

Jeg har endnu engang holdt foredrag om at være patient. Det har jeg gjort rigtig mange gange efterhånden, og det ændrer sig hver gang. Jeg elsker at genbruge gamle foredrag. Som en form, der hele tiden er under udvikling. For selvom jeg bruger et gammelt foredrag, bliver det som udgangspunkt. Jeg har altid ændringer. Altid en ny vinkel, et nyt billede eller en nyt citat. Jeg flytter mig hele tiden i forhold til min periode som syg og patient. Efterhånden som tiden går, fylder det ikke længere i mit liv. Men det er blevet en erfaring og en bagage, jeg har med mig.

Sådan har det ikke altid været. Da jeg endelig blev sluppet fri fra hospitalet fyldte fornemmelsen og tankerne om sygdom det hele. Min læge på hospitalet sagde til mig, at om ikke så lang tid, ville dette bare være et kort intermezzo i mit liv. Som ville fylde som andre erfaringer i livet. Det troede jeg ikke på dengang, men det er blevet sådan. Han havde jo ret, havde han. Nu er det noget, som var. Nu er det hverdagen, arbejdet, ungerne, løbet, cyklerne, vennerne, der fylder mit liv.

Mens jeg var syg, bloggede jeg også. Den blog er alt for privat til at ligge og flyde i det offentlige blogrum, og det sker ind imellem, at jeg kigger til den. Når jeg fx skal lave foredrag. Denne gang bestemte jeg mig for at læse nogle uddrag højt. Uddrag fra min dagbog som kunne fortælle om alle mine bizarre oplevelser ved at være syg og blive patient. Sætte ord og scenarier på, som måske kan gøre alle de sundhedsprofessionelle lidt klogere. Lidt nysgerrige og lidt velovervejede i deres møder med nye og gamle patienter. Det må de gerne bruge min historie til. Faktisk kan det gøre mig helt glad i låget, hvis min historie kan gøre nytte. Bare lidt.

Og mens jeg sad og ledte gennem gamle blogindlæg fra dengang, faldt jeg over noget, jeg skrev efter en samtale med min læge. Ved afslutningen af min behandling snakkede jeg med ham om træning og bjergbestigning. Jeg havde en million spørgsmål. Hvor meget, hvor hårdt, hvor hurtigt, hvor højt, osv, osv. Og han lyttede og forholdt sig. Giv din krop en smule ro det første år, sagde han. Men træn bare videre, sagde han også. Og så sagde han, – det havde jeg helt glemt -, at der ville gå nogle år, før mine præstationer ville komme i omgangshøjde. Og der er jo bare gået tre. Og gav jeg min krop ro i det første år? Vel gjorde jeg ej. Jeg trænede benhårdt, så jeg kunne blive parat til bjergbestigning. Og havde det helt fint, indtil jeg overtrænede om sommeren, da jeg var hjemme igen. Han sagde også, at min lungefunktion kunne være nedsat enten en periode eller for altid af kemoterapien.

Er jo godt at blive mindet om, når jeg piver over at blive nummer sjok i et løb. For fanden da.