Når gale katte får revne skind

Jeg har aldrig været et forsigtigt menneske. Heller ikke en forsigtig løber. Jeg tager chancer, løber over evne og har ikke meget tålmodighed. Sådan lever man livet sjovt. Og får nogen tæsk ind imellem. Som man bare må indkassere. Jeg tror på, at min krop sagtens kan ordne småskader og skavanker helt af sig selv. Når den får ro til det. Derfor løber jeg yderst sjældent til læge med løbeskavanker. Jeg gider ikke bruge min tid på det, og jeg vil slet ikke bruge lægens tid på ting, der går over af sig selv. Derfor kaster jeg også kun modvilligt penge efter diverse terapeuter. Jeg hader og afskyr at være i nogen form for behandling.

Men jeg kan da underholde med lidt fra løbehistorien, mens jeg alligevel sidder og giver min krop ro.

I mange år var jeg eneste feminine element i en benhård løbegruppe, Hennings Hårde Hunde. Og inden da var jeg en del af en lille løbetrup, kaldet De Nådesløse. Begge grupper havde en del kamikazeaura omkring sig. Det gjaldt om at løbe hårdt, hurtigt, råddent, langt og vildt. Det gjaldt om at vinde så mange holdkonkurrencer som overhovedet muligt.

De Nådesløse bestod af fire fyre og to kvinder. Mig og Karin, som holdt flere danske mesterskaber i maraton. Fordi de fleste holdkonkurrencer var lettere at vinde i mix-klassen. Vi trænede meget. Virkelig meget. Og løb virkelig mange konkurrencer. Mens jeg levede i vores lille løbekollektiv knoklede jeg på som en gal og åd 100-120 km om ugen. Og løb selvfølgelig alle de konkurrencer, jeg kunne komme i nærheden af. Det gik forrygende, og vi havde det supersjovt. Når vi ikke løb, holdt vi fester. Eller gik i biografen. Eller til koncerter. Eller skiftedes til at humpe rundt med onde ben. Også mig. Efter en lang periode med rigtig mange løb begyndte det at bide lidt i en ankel . Men jeg var midt i en plan om noget DM i halvmaraton og knoklede videre. Selv om det bed mere og mere. Da dagen for det famøse DM oprandt, løb jeg siger og skriver 7 km. Og så standsede jeg ved et væskedepot og jamrede. Og hoppede nærmest på et ben hjem igen. Og var slået helt hjem i noget, der ligner to måneder. Jeg havde simpelthen slidt mit skinneben så meget, at der var kommet stressfraktur. De næste måneder stod på svømmehal og aquarunning sammen med alle de andre skadede mennesker fra vores klub.

Hennings Hårde Hunde startede som en slags udbrydergruppe i Århus 1900. En lille gruppe fyre ville gerne træne og blive hurtigere, fremfor at motionstræne i skoven. De lavede en træningsgruppe med tidskrav til medlemmerne. Og de rekrutterede en gruppe mænd, men ville så gerne have piger med. Det er bare svært, det med piger, når det er storsvedende mænd med dårlig humor, ikke? På en eller anden måde må min humor være lige så skidt. I hvert fald lod jeg mig langsomt indlemme i hundegruppen. Som nok trænede hurtighed, men tilbragte de fleste ture langt fra almindelige skovstier. Vi fræsede rundt i Marselisborg Skov på fuldstændig off road vis. Mange nægtede at løbe med os, fordi risikoen for at falde eller vride var stor. Det er en af de sjoveste perioder i mit løbeliv. Og hundene var mindst lige så nådesløse. I begyndelsen var de galant omsorgsfulde. Ventede når jeg skulle tisse. Advarede mig, når der mudder eller trærødder. Jeg løb fra dem én gang, så var det slut. Og jeg pladrede gennem mudder, faldt på næsen og vred om på fødderne. Og løb videre. Ellers stak de jo af. Vi udviklede stor ekspertice i både akutte og langvarige skader. Eksperimenterede med sportstape og etablerede ind i mellem sygegrupper for de skadede. Jeg blev virkelig ferm til at tape ankler, og vi erfarede, at det bedste for en omvredet fod faktisk var at løbe videre i en fart. Det viste sig at være en effektiv måde at reducere hævelsen. Hjemme gjaldt det selvfølgelig om at behandle med RICE (rest, ice, compression, elevation). Jo hurtigere man fik tapet anklen, jo hurtigere var man løbende igen. Alligevel gik jeg til læge, en gang jeg havde vredet helt om i skoven. Sådan at anklen stod vinkelret på benet. Det gjorde nemlig rigtigt modbydeligt ondt. Og hvad sagde den kloge læge? Jo, han sagde – efter røntgenbilledet: Der er et lille brud på hælbenet. Den sene, du vred om, har simpelthen trukket en knogleflis ud. Så tape nu hælen grundigt op og brug foden, så heler den meget bedre, end hvis du holder den i ro. Og det passede.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s