Når gale katte får revne skind

Jeg har aldrig været et forsigtigt menneske. Heller ikke en forsigtig løber. Jeg tager chancer, løber over evne og har ikke meget tålmodighed. Sådan lever man livet sjovt. Og får nogen tæsk ind imellem. Som man bare må indkassere. Jeg tror på, at min krop sagtens kan ordne småskader og skavanker helt af sig selv. Når den får ro til det. Derfor løber jeg yderst sjældent til læge med løbeskavanker. Jeg gider ikke bruge min tid på det, og jeg vil slet ikke bruge lægens tid på ting, der går over af sig selv. Derfor kaster jeg også kun modvilligt penge efter diverse terapeuter. Jeg hader og afskyr at være i nogen form for behandling.

Men jeg kan da underholde med lidt fra løbehistorien, mens jeg alligevel sidder og giver min krop ro.

I mange år var jeg eneste feminine element i en benhård løbegruppe, Hennings Hårde Hunde. Og inden da var jeg en del af en lille løbetrup, kaldet De Nådesløse. Begge grupper havde en del kamikazeaura omkring sig. Det gjaldt om at løbe hårdt, hurtigt, råddent, langt og vildt. Det gjaldt om at vinde så mange holdkonkurrencer som overhovedet muligt.

De Nådesløse bestod af fire fyre og to kvinder. Mig og Karin, som holdt flere danske mesterskaber i maraton. Fordi de fleste holdkonkurrencer var lettere at vinde i mix-klassen. Vi trænede meget. Virkelig meget. Og løb virkelig mange konkurrencer. Mens jeg levede i vores lille løbekollektiv knoklede jeg på som en gal og åd 100-120 km om ugen. Og løb selvfølgelig alle de konkurrencer, jeg kunne komme i nærheden af. Det gik forrygende, og vi havde det supersjovt. Når vi ikke løb, holdt vi fester. Eller gik i biografen. Eller til koncerter. Eller skiftedes til at humpe rundt med onde ben. Også mig. Efter en lang periode med rigtig mange løb begyndte det at bide lidt i en ankel . Men jeg var midt i en plan om noget DM i halvmaraton og knoklede videre. Selv om det bed mere og mere. Da dagen for det famøse DM oprandt, løb jeg siger og skriver 7 km. Og så standsede jeg ved et væskedepot og jamrede. Og hoppede nærmest på et ben hjem igen. Og var slået helt hjem i noget, der ligner to måneder. Jeg havde simpelthen slidt mit skinneben så meget, at der var kommet stressfraktur. De næste måneder stod på svømmehal og aquarunning sammen med alle de andre skadede mennesker fra vores klub.

Hennings Hårde Hunde startede som en slags udbrydergruppe i Århus 1900. En lille gruppe fyre ville gerne træne og blive hurtigere, fremfor at motionstræne i skoven. De lavede en træningsgruppe med tidskrav til medlemmerne. Og de rekrutterede en gruppe mænd, men ville så gerne have piger med. Det er bare svært, det med piger, når det er storsvedende mænd med dårlig humor, ikke? På en eller anden måde må min humor være lige så skidt. I hvert fald lod jeg mig langsomt indlemme i hundegruppen. Som nok trænede hurtighed, men tilbragte de fleste ture langt fra almindelige skovstier. Vi fræsede rundt i Marselisborg Skov på fuldstændig off road vis. Mange nægtede at løbe med os, fordi risikoen for at falde eller vride var stor. Det er en af de sjoveste perioder i mit løbeliv. Og hundene var mindst lige så nådesløse. I begyndelsen var de galant omsorgsfulde. Ventede når jeg skulle tisse. Advarede mig, når der mudder eller trærødder. Jeg løb fra dem én gang, så var det slut. Og jeg pladrede gennem mudder, faldt på næsen og vred om på fødderne. Og løb videre. Ellers stak de jo af. Vi udviklede stor ekspertice i både akutte og langvarige skader. Eksperimenterede med sportstape og etablerede ind i mellem sygegrupper for de skadede. Jeg blev virkelig ferm til at tape ankler, og vi erfarede, at det bedste for en omvredet fod faktisk var at løbe videre i en fart. Det viste sig at være en effektiv måde at reducere hævelsen. Hjemme gjaldt det selvfølgelig om at behandle med RICE (rest, ice, compression, elevation). Jo hurtigere man fik tapet anklen, jo hurtigere var man løbende igen. Alligevel gik jeg til læge, en gang jeg havde vredet helt om i skoven. Sådan at anklen stod vinkelret på benet. Det gjorde nemlig rigtigt modbydeligt ondt. Og hvad sagde den kloge læge? Jo, han sagde – efter røntgenbilledet: Der er et lille brud på hælbenet. Den sene, du vred om, har simpelthen trukket en knogleflis ud. Så tape nu hælen grundigt op og brug foden, så heler den meget bedre, end hvis du holder den i ro. Og det passede.

Min indre fartdjævel

Mens jeg cyklede afsted mod Hillerød i morges, funderede jeg over min hang til at udfordre mig selv. Jeg tror, jeg er født med det, og jeg tror aldrig det holder op. Det viser sig i små og store ting. Som at jeg lige skal cykle lidt hurtigere på arbejde end igår. Som at bestige et højt bjerg. Eller som at flytte fra et trygt job og en fin bolig i Århus – til et nyt job og en lettere ustabil boligsituation i hovedstaden.

I det daglige kommer mine udfordringer til at handle meget om min hang til fart og tempo. Jeg savner simpelthen at løbe stærkt. Jeg savner mine vilde træningsture fra før, da jeg løb sammen med “Hennings Hårde Hunde” i Århus 1900. Jeg var ene pige blandt en stor gruppe hurtige mænd. Og det var vildt sjovt. Jeg savner vores sommerture i skoven, hvor vi sjældent holdt os til stierne, og jeg savner vinterturene på villavejene gennem det sydlige Århus, hvor jeg måtte holde fast for ikke at fare vild. Jeg savner at løbe om kap, og jeg savner den rå humor. Det var selvfølgelig også en god fornemmelse at løbe gode placeringer ind i forskellige løb, men jeg savner mest den sociale leg i at løbe stærkt. Jeg elsker at knokle kroppen sønder og sammen, og jeg savner fornemmelsen af altid at kunne løbe 1½ time for fuldt skrald. I sig selv er det jo rimeligt ligegyldigt, om jeg kan løbe 5 km på 18, 20, 25 eller 30 minutter. Det ændrer ikke verden, og det gør mig ikke til et bedre eller værre menneske. På en eller anden måde er det bare sjovere at gøre det på 18 minutter. Og hver gang jeg løber dukker min indre fartdjævel frem bag mit højre øre. Hurtigere, hurtigere, hurtigere, hvisker den. Og gang på gang hopper jeg på den og stormer afsted. Mere end kroppen kan. Hverken den lille fartdjævel eller min ringe selverkendelse forstår, at kroppen bare ikke kan det der nu. Men jeg giver mig ikke helt. Faktisk synes jeg, det er sjovt at løbe intervaller og tempoture. Det var sjovere sammen med “hundene”, men det er oså helt okay alene. Og måske giver det bonus om lidt. Måske kan alligevel få den 5 km tid presset længere ned.

I går blev det til en rolig 8 km tur i mørket. I dag har jeg cyklet både den ene og den anden vej, omkring 35 km. På vejen hjem købte jeg ind, og mens jeg var i supermarkedet, skruede nogen ned for varmen udenfor. Det var bidende koldt, da jeg kom ud. Heldigvis ringede en god veninde, da jeg trådte ind ad døren hjemme, og så kunne jeg pludselig ikke nå at løbe i det kolde vejr. Dårlig undskyldning, men sådan blev det.