Min gamle massør

Jeg går i mit stille sind og savner lidt. Mit ene ben er stadig en smule arrigt. Hælen eller akillessenen skriger ikke så højt længere, men noget forplanter sig lidt længere op af benet. Og jeg savner min gamle massør.

For tusind år siden, da jeg kunne løbe et mere hæderligt tempo, havde jeg en periode en ilter træner fra Mexico. En del af dealen var massage to gange om ugen. Han var nemlig også uddannet idrætsmassør, og alt hvad jeg ved om udstrækning, ved jeg fra ham. Han svor til styrke og smidighed. Anden del af dealen var benhård styrketræning to gange om ugen. Og jeg mener hård. Vi trænede to timer hver gang, hård vægttræning og koordination. Ikke i træningscenter, men i en hal, hvor vi arbejdede med tunge medicinbolde og hinanden som modvægt. Adskillige runder med gakkede gang/løbearter var et fast indslag, ligesom bensving i højt tempo over en lang række hække. Nå ja, så var der to gange interval, to gange tempotur, et par restitutionsture og en lang. Og så var den uge lissom gået. Han var en hård mand, var han.  Måske lidt præget af en opvækst, der ikke fra starten havde indbudt til internationale resultater. Derfor var der no mercy.

Men massagen…. Det er jo noget rart og afslappende, ikke? Ikke hos Felix. Jeg kunne kun holde til hans massage, fordi jeg gjorde det to gange om ugen. Han var berygtet blandt atleterne i Århus. Selv fyrene barberede ben, når de skulle til massage. Og han har engang masseret mig til en fibersprængning. På den anden side har han også engang masseret mit ben med fibersprængning til rekordhurtig heling. Han havde en sjælden evne til at spore knudrede forkrampede muskler til deres grundlæggende problem. Et problem i en læg kunne stamme fra et andet problem et bestemt sted på ryggen. Og der tog han fat. Og kunne kurere hvad som helst. Næsten.

Jeg havde et bækken, som ind imellem pludselig lavede et vrid og ‘gik af led’. Det blev låst i en fuldstændig skæv og meget smertefuld position. Som gjorde det ganske umuligt at bevæge sig fremad uden virkelig gakket gangart. Hver gang låste Felix det op. Jeg kom krabbende ind ad døren med hele fjæset lukket i smertekramper. Og gik derfra. Nå ja, det tog flere gange og en masse koordinationstræning og udstrækning. Men efter kort tid kunne jeg gå og løbe igen.

Men han var mexicaner. Og ilter som få. Og gudnådeogtrøste, hvis man faldt i hans kløer på en dårlig dag. Han kunne stå bøjet over mig, med fingrene dybt begravet i mine smadrede muskler, mens han rasede over pengemangel, racisme, kvinder og andre verdensuretfærdigheder. Jo mere han rasede, jo hårdere tog kløerne fat. Og jo mere jeg jamrede, jo hårdere blev det.

Lige nu savner min højre læg hans kradse hænder. Han ville i løbet af 2-3 omgange have løst det hele op. Han ville sikkert have stillet mig ved siden af briksen og gået hele min rygsøjle og bækken igennem for at finde uregelmæssigheder. Og han ville have pisket mig rundt i manegen med sære kombinationer af koordinationsøvelser. Og han ville have beordret timelange udstrækninger af de forpinte muskler og sener.

Nu nøjes jeg med de koordinationsøvelser og udstrækninger, han har lært mig. Og det virker lige så stille.