Manden

Sidder og arbejder koncentreret (nå ja – det GJORDE jeg) ved spisebordet med Leonard Cohen i ørerne. Han kan stadig forføre mig i sin høje alder. Leonard Cohen er som et gammelt ægteskab. Jeg har lyttet til ham altid. Så er det ham eller mig, der er gammel?

I gymnasiet spillede vi Songs of Leonard Cohen og lyttede henførte til Suzanne og So long, Marianne og havde lange dybe samtaler om teksterne. Jeg blev skyllet med af hans dybe stemme og langsomme toner. Og vi var med videre på Songs from a room og Songs of love and hate.

Leonard var med mig, da jeg fik kæreste og børn. Og han var med, når kærligheden ramlede. Der er ingen, ingen overhovedet, der kan lave hjertesmertemusik, som Leonard. Med musikken slår han armene om mig, tager mig i sin varme favn og forsikrer mig, at verden stadig er okay. At jeg kan regne med ham.

Og så kom I’m your man pludselig. Og var anderledes. Jeg elskede den. Og spillede den. Hele tiden. Så meget, at Sofie 4 år hev mig i bukserne, når jeg spillede noget andet. Jeg vil høre Manden, sagde hun. Spil Manden. Og jeg spillede Manden, og vi lyttede sammen, mens jeg spekulerede over, hvordan Leonard også kunne fortrylle en lille bitte musikmus.

Men fortryllet blev hun. I en grad så hun stadig går rundt og hygger sig til tonerne af Leonard Cohen. Akkurat som jeg selv gør nu med hans gamle ideer i ørerne.

Og der er altid noget særligt over at dele noget særligt musik med mine børn.