Fucking fredag

Jeg burde have anet det. Denne fredag var forbandet fra sin tidlige begyndelse. Eller forstyrret, i hvert fald. Som nogle fredage kan være det. Jeg vågnede forvirret. Smeltet ind i en drøm, der luftigt forsvandt i morgenduggen. Og jeg måtte vriste mig fri af en dyne, der føltes lige så sammensmeltet.

Ledte på vanlig morgenvis rundt efter nøgler, løbesko, den vigtige notesbog, klippekort, mig selv (?). Bussen gav mig en lang næse, og jeg tænkte okay så, jeg venter da bare. Og vente kom jeg til. For s-toget måtte holde i kø til Hovedbanegården i mere end tyve minutter.

Men jeg var stadig god og mild. Og luskede mig til at nyde endnu flere sider i Murakamis mesterværk, 1Q84.

Men så startede fredagsforbandelserne. På en dag, hvor der bare skulle skrives, ikke i metermål, men i kilovis. Inden weekenden. Og med ca tre minutters mellemrum poppede en grå firkant frem midt på skærmen. Og fortalte, at Windows var holdt op med at fungere. Send fejlrapport. Genstartede mildt. Og opdagede, at intet var gemt. Nu var det ikke bare irriterende. Nu var det spild af min fredagstid. Og sparkede faretruende til mit blodtryk. Vi fandt en slags rytme, computeren og jeg. En sætning, ctrl s, en sætning, – grå firkant: windows holdt op med at fungere – forfra. Jo, det gik mere end langsomt. Kun afbrudt af telefoner og kolleger der kiggede ind på kontoret.

Jeg besluttede mig for en pause og trak i løbetøjet. Jeg kunne lige nå tre kvarter i Dyrehaven. Troede jeg. Jeg slap helskindet over Overdrevsvejen, og reddede balancen med mere held end forstand. Dyrehaven var smurt ind i is. Skovstierne var skøjtebaner. Jeg listede ud igen. Overvejede et splitsekund at lave en ren retræte til Regionsgården. I stedet løb jeg mod byen på rene fortove og fik rystet alle de løse ord og bogstaver, som flød rundt i mit hoved, lidt bedre på plads.

Men så let slap jeg ikke. I morgen kommer Sofie og overnatter med turbobabyen, Vera. Som, siden hun sidst var her, spæner rundt på to ben. Og når man ikke engang er et helt år endnu, har man ikke meget hjerne med sig. Og jeg hader lyden af baby ned ad trappen. Derfor indledte jeg en ekspedition til Ikea i Gentofte. På jagt efter et gitter til min trappe. For at gøre en lang historie kort, så lader det sig gøre med s-tog og bus fra Lyngby station. Det er den lette part. Bagefter lader det sig også gøre. Med 80 X 80 cm stor pakke. Og jobtaske. Og træningstaske. Og den store blå pose med alle de andre ting, som Ikea kaster efter dig, inden du bliver lukket ud af butikken. Med bus til Ryparken og videre med s-tog for til sidst at tage bus 30 resten af vejen hjem.

Nåmen jeg fik arbejdet færdig. Fik sendt alt, hvad jeg skulle. Overholdt mine deadlines. Og nu sidder jeg stille her og fejrer, at selv fucking fredage får ende og bliver til weekender. Som er helt fredede for både arbejde og for Ikea.

3 thoughts on “Fucking fredag

  1. Det lyder til at have været lidt af en Tycho Brahe dag – så er det da godt den snart er overstået og 2 hele fridage venter.

    God weekend

  2. Just one of those days… Jeg bilder mig ind, at når man har været stødt ind i en af de dage, hvor man en million gange skulle været blevet under dynen eller i det mindste hjemme uden nogen som helst form for kontakt til omverdenen, kan man (små)grine af den på et tidspunkt. Og mon ikke ens tålmodighed bliver stærkere af al den intervaltræning? 😉
    Godt du kom helskindet igennem. Det lyder som noget af en bedrift. 🙂
    Knus og god weekend til dig 🙂

  3. Pingback: Sti-tjek | Bekendelser og forbandelser

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s