Livskvalitet

I går blev en slags skelsættende dag. Af den lille bitte slags i mit lille bitte liv. Ikke af den slags der giver genlyd i universet. I går løb jeg for første gang i noget, der ligner halvandet år, to timer. Langt ud på Kalvebod Fælled, hvor jeg ikke har været i meget lang tid.

Det er skelsættende, fordi jeg siden forrige jul har haft en skade i min ene lægmuskel, der har sat en solid stopper for lange løbeture. Det er skelsættende, fordi jeg pludselig med hele min krop kunne mærke, hvor meget jeg har savnet det. Jamen hun har jo løbet hele tiden, tænker du sikkert i dit stille sind. Jeg har løbet hele tiden, ja. Men i går mærkede jeg, hvordan to timer i løbeskoene gør godt i mit sind. Hvordan to timer i løbesko sparker til min kreativitet og virkesans. Og hvordan to timer i løbeskoene gjorde mig helt klar til at sætte mig til tasterne og skrive noget færdigt, som længe har drillet.

I omkring tyve år har jeg hver eneste weekend løbet lange to-timers-ture. I de fleste år har det været både lørdage og søndage. Og så har jeg haft et år uden. Hvor har jeg savnet det.

Det er som om savannen på Kalvebod Fælled dufter anderledes, når jeg løber længe. Fuglene synger højere. Og himlens blå bliver endnu mere blåt. Mine tanker flyder uforstyrret, til jeg driver ind i en slags meditativ kropslig ro.

Det var godt at hilse på mine gamle venner yderst på Fælleden. De stod der endnu, som de har gjort hver sommer. Og de lod mig igen løbe uforstyrret, men nedstirret, gennem de små spor på deres mark.