Et af de overraskende højdepunkter i min tur rundt i Marokko var en fuldstændig traditionelt arrangeret turisttur til Sahara. Overraskende fordi jeg blev fuldstændig overrumplet af alle de følelser af eventyr og mystik, den tur rummede. Jeg mener, det er en slags industri, for pokker, at arrangere de ture for blege europæere, japanere og amerikanere.
Efter at have sovet næsten hele det første døgn i Marrakesh væk, fyldtes jeg af modstridende følelser. På den ene side en stærk bevidsthed om frihed. Frihed til at gøre ingen verdens ting, eller frihed til at udforske Marokko på min helt egen måde. Og på den anden side fornemmelsen af, at tiden kunne løbe ud gennem ferieafløbet, inden jeg kunne nå at blinke. Jeg ville fandeme se noget ørken. Jeg har siddet utallige gange med næsen klinet til et lille rundt flyvindue, mens Sahara foldede sig ud langt under mig. Nu var chancen der. Derfor lagde jeg, hvad der svarer til 600 kr for en tur med to overnatninger.
Vi kom til at sidde rigtig meget i en lille bus. For selvom Marokko indeholder en god bid af Sahara, er der rigtig langt fra Marrakesh. Så gjorde det jo ikke noget, at landskabet udenfor så sådan ud:
Ørkenscener i film, viste det sig, bliver skudt det samme sted i en nedlagt Kabash. Den har lagt kulisser til Russell Crowe i Gladiator, Lawrence of Arabia og endda chicks’ene i Sex and the City. Så ved man det. Samme sted blev vi gennet ind for at købe – tæpper (?). Okay at prøve. Men jeg har ikke plads i rygsækken til gulvtæpper. Eller planer om at anskaffe nogen. Jeg falder bare i dem.
Men ørkenen. Langsomt blev landskabet mere og mere goldt. Først sidst på eftermiddagen efter to dages kørsel, nåede vi de yderste klitter og entrede en verden af rødt sand. All over the place. Vi blev hældt af bussen og bedt om at pakke det nødvendige for natten, fik en kop myntete og blev gennet videre til en flok kameler, der lå og sagde lyde i sandet. Det her var meget turistagtigt på den gennemarrangerede måde. Men i min mave boblede tusind sommerfugle rundt. Jeg skulle ride på kamel!! Totalt barnligt, men sådan er jeg. Jeg klatrede op. Og var lige lukt i drømmeland. Væk var alle mine medturister og de indstuderede berbere. Der var kun mig, min kamel, sandet og solnedgangen. Det var så fuldstændig ubegribeligt smukt. På den næsten romantiske måde. Ja, man ville overhovedet ikke være overrasket, hvis Russell Crowe var dukket frem bag den næste store sandklit. Man kunne virkelig godt have brugt en forelskelse lige der.
Og mens den sol langsomt dalede ned over ørkensandet, red vi et par timer i et landskab, der føltes uendeligt. Vi nåede en samling interimistiske tæppe-telte, hvor vi skulle tilbringe natten. Det blev en aften med lejrbål, trommer og sang. Og fuldmåne. Russell Crowe eller nogen manglede stærkt. Igen. Tog mig selv i at skule en anelse misundeligt mod de par, der sad sødt og flettede fingre i måneskæret. For turistarrangement eller ej, – den aften var fyldt med magi.
Natten var bidende kold. Vi frøs vist alle jammerligt under de tunge tæpper. Til gengæld blev den kort. For ved femtiden blev vi gennet ud og op på kamelerne. Og så red vi igen et par timer, mens solen langsomt spredte guld omkring os.
Helles Blog 