På opdagelse langs kysten

Jeg klatrede ind i bussen på den støvede busstation i Essaouira, efter at have betalt en håndøre ekstra for at få min bagage med. Jeg havde købt mig bussens suverænt dårligste plads. Lige bag bussens bagindgang, hvor selvmine små pygmæ-ben led under mangel på plads. Det må være en slags turisteffekt, for der var ikke mange andre med den tidlige morgenbus. Jeg flyttede.

Fire timer i en bus gav god tid til at iagttage folk udenfor, mens vi susede forbi. Jeg lyttede til Tre hundes nat på iPod’en og listede iPhonen frem i vinduet, mens jeg stjal mig til billeder af hverdagslivet omkring mig. Undervejs gjorde vi stop et par gange for at drikke kaffe, spise lidt eller låne et toilet.

Jeg ankom til en nærmest kaotisk busstation i El Jadida. Og efter nogle sekunder gik det op for mig, at det højlydte kaos var helt fri for folk, der ville have penge af mig. Jeg var bare endnu en buspassager, der ankom til den lille kystby. Mellem råbende mænd, høns, tildækkede kvinder og støvede busser parkeret på kryds og tværs begav jeg mig ud på hovedgaden og traskede mod byens Medina med rygsækken på nakken. Ingen farvestrålende turistbutikker. Der var hverdag omkring mig, og det føltes godt. Mirakuløst fandt jeg bare uden videre den rigtige vej, så tilfældigt et skilt til et hotel og fandt det. Jeg tjekkede ind som eneste vestlige gæst og satte omgående afsted mod stranden og kaffe.

Her var rart at være. De lokale souks var – lokale. Her kunne man købe hverdagsting, og jeg kunne holde mit daglige madbudget på omkring 20 kroner, når jeg inkluderede kaffe og te i løbet af dagen. Jeg spiste på små cafeer eller ved åbne madboder og blev bænket med de lokale kvinder, der syntes, det var en fest, at jeg ikke anede, hvad jeg bestilte. Markedet lå lige om hjørnet og eksploderede i farverig aktivitet, når eftermiddagen faldt på. Jeg købte mandler og lidt gaver til småpigerne hjemme og blev i al venskabelighed snydt til at betale lidt mere end andre. På stranden myrede hundredevis af unger rundt og spillede fodbold fra morgen til aften. Jeg faldt i snak med folk, når jeg drak kaffe eller spiste morgenmad i solen, mens jeg iagttog børnemylderet og bølgerne.

Mens jeg var i El Jadida, snørede jeg et tørklæde om håret. På en eller anden måde følte jeg mig nøgen, når jeg vimsede omkring og flagrede med mit lyse hår. Jeg høstede anerkendende blikke fra flere kvinder, og der blev i øvrigt ikke taget meget notits af mig. Jeg gled lidt ind, og de fleste syntes, det var ret sjovt. Eller måske en smule eksotisk med sådan en bleg fremmed i byen.

Mine videre planer var en smule mudrede, men jeg mødte en gammel irer, som tilbragte sine pensionistår i El Jadida, og han rådede mig til at besøge en lille bitte by lidt længere oppe af kysten, Azemmour. Så, nå ja, det gjorde jeg så. Pakkede rygsækken igen og traskede tilbage til den støvede busstation, hvor jeg fandt en ‘grand taxi’, der kørte, når den var fuld. Og fuld er fuld. I Marokko er der ingen fine fornemmelser med, begrænsede numser på bagsædet. Eller forsædet. Så efter en halv times venten sad vi otte mennesker og kom hinanden virkelig meget ved i den gamle Mercedes. Som efter en lang halv time spyttede os ud på en støvet busstation i Azemmour. Som kom til at byde på store overraskelser.

To be continued…..