Jeg stod op til min sidste hele dag i Marrakesh. Sidste-dage er svære. For man skal lige nå at få det hele med. Se de mennesker, som man måske aldrig kommer til at se igen. Købe de sidste gaver. Nå den sidste opdagelsestur og de sidste yndlingssteder. Og man skal holde fast i det der feriemode, så længe man kan. Ikke noget stress her. Måske kommer jeg tilbage til Marrakesh engang, måske gør jeg ikke. Der kommer altid en slags limbo inden i mig på sidste-dage. Man er – og man er på vej væk. Jeg satte mig i morgensolen og læste.
Senere fik jeg besøg. Og besøgte. Og drak spandevis af myntete. Cruisede rundt i souks’ene og pruttede lystigt om priserne. Egentlig kan jeg godt lide det prutteri. Det er et spil, en leg, hvor vi begge to godt ved, at prisen ville se helt anderledes ud, hvis jeg så anderledes ud. Det er helt okay med mig. Jeg har flere penge, jeg er gæsten, det er stadig billigt, og du lever af mig. Men vi leger alligevel legen om en lavere pris. Og griner sammen, når den ene eller den anden vinder konkurrencen i stædighed. Gæt selv, jeg er ret god til det.
Til sidst udforskede jeg det jødiske kvarter, som har sine egne souks. Her er færre turister og færre farvestrålende boder på turistmåden. Og prutteriet antog nye dimensioner. Belæsset med indkøb vendte jeg tilbage til mit tagværelse for at tage hul på den seriøse opgave – at mase det hele ned i rygsækken og holde vægten under 20 kg.
Afskeden med Marrakesh næste morgen blev skåret. Af en klam, halvgammel taxachauffør. Som på sit spørgsmål om, hvor jeg kom fra, udbrød: Aaah, Copenhaque! La Femmes! L’amour!! Mens han placerede sin klamme, behårede hånd på mit lår og begyndte at rage på det.
Fuck, tænkte jeg, her sidder så jeg, i en lukket bil med mister Klammo. Som har rattet. Jeg tog hans hånd, og lagde den på rattet, hvorefter jeg med min bestemteste mine bad ham køre mig til lufthavnen. Nu. Fordi jeg skulle nå et fly. Det gjorde han så i tavshed resten af vejen, mens prisen lige steg med 20 dhirram.
Han illustrerer meget godt de småvanskeligheder, der er forbundet med at rejse alene som kvinde. Vores ry er lidt blakket derude. Og det er forvirrende, at en kvinde rejser rundt alene. Det er for usædvanligt. Hvad mon hun gerne vil, tænker de. Når hun ikke vil noget, er det ret nemt at mane i jorden. Jeg har ikke følt mig truet. Men jeg har nok været lidt mere fornuftig, end jeg sædvanligvis er, når jeg rejser alene. Altså – man skal aldrig efterlade posen med fornuft, når man rejser. Men jeg har tænkt mig ekstra om, når jeg har talt med mænd, jeg ikke kendte.
I køen til indtjek stod jeg bag et kærestepar. Måske et par år yngre end mig. Mens vi ventede, blev resten af køen underholdt med lange og dybe tungekys. Ledsaget af Mmmmmm og Aaaahh og hænder, der krammede en røvballe, et maveskind hurtigt smuttede forbi et bryst. Så er man på vej hjem, ikke? Og forstår måske lidt bedre Klammos totale misopfattelse af situationen i taxaen. Det er heller ikke okay at flashe sit sexliv i København. Men det er SLET ikke okay at gøre det i Marokko.
Godt fire timer senere fik jeg store bjørnekram af to små mennesker i lufthavnen sammen med deres mor. Jeg elsker at komme hjem. Og jeg elsker, at det betyder noget, når nogen kommer hjem i vores familie.
Helles Blog 