Jubelsøndag

I formiddags imploderede mit hjerte i vilde glædespjæt. Mens der susede bobler rundt i hele kroppen. Jeg vandt en plads på ventelisten til en kolonihave i Haveforeningen Musikbyen i Valbyparken.

Solen bagte ned fra en blå himmel over små tre hundrede mennesker, der var mødt håbefulde op på pladsen udenfor Musikbyen. I dag skulle der trækkes lod om de priviligerede pladser på ventelisten til en af de eftertragtede kolonihaver.

Musikbyen ligger i den sydlige ende af Valbyparken. Tæt på Sydhavnen og tæt på det, der snart bliver til sandstrand. Og tæt på verdens bedste legeplads. Tæt på hjem og tæt på s-toget.

Hvis ikke Signe og jeg var taget med Ruby Rejser på skiferie, havde jeg aldrig mødt Solveig, som har et hus i Musikbyen. Og så havde jeg ikke kigget på deres hjemmeside. Og ikke vidst, at jeg kunne løbe over og blive skrevet op. Til lodtrækning om en plads på ventelisten. Det har de nemlig aldrig gjort før. Og så ville jeg ikke have stået der på pladsen med sommerfugle myldrende rundt i kroppen.

Der stod vi så og var så spændte, at luften var tyk. Hver gang et navn blev råbt op, lød der jubelråb, og den næste kom dansende frem til skrivebordet, hvor han blev skrevet på listen. Jeg var langsomt begyndt at mentaltræne i skuffehåndtering. Det blev jo ikke mig. Kunne jeg mærke.

Og så lød mit navn. Og så var det mig, der råbte jubelhyl op i himlen. Og mig der kom til at kramme hende, der stod ved siden af. Mig der bimlede hen til bordet. Og mit navn der blev skrevet på listen. Med smil tværet ud over hele min aura, tøffede jeg videre ind i fælleshuset og lettede mig for de 300 kr, det koster at stå på ventelisten.

Og folk sagde tillykke og gav hånd. Og jeg har smilet som en flækket træsko og taget fjollede dansetrin resten af dagen.

Jeg skal have en have.