Jeg har været ufrivilligt tavs de sidste dage. Ufrivilligt off-line, hvor jeg mindst havde ventet det. Tankevækkende hvor ufrivilligt, det kan føles. Og hvor selvfølgeligt det er blevet. Selvfølgelig kan jeg blogge, når jeg vil. Eller tjekke Facebook. Eller tweete om alt det, jeg oplever.
Men nej. Mens jeg sad til møder i den engelske National Health Service og hørte om alt det flotte, de laver sammen med brugerne. Ved hjælp af den moderneste teknologi. Var der intet wifi. Overhovedet. Ind i mellem kom et forsigtigt pip fra noget netværk. Men ikke så såre var jeg begyndt på et lillebitte tweet, så forsvandt det igen. Min plan var ellers at livetweete fra begge dagene i den engelske sundhedsteknologiske højborg, fordi der sad flere på Twitter og fulgte med interesse. Lang næse og ikke engang netværk nok til forklaringer.
På hotellet var det ikke bedre. Routeren kunne ikke råbe helt til femte sal, hvor vi var indlogeret på mikroskopiske værelser. Jeg måtte ‘give in’ og lade min cybersfære passe sig selv. Til gengæld kunne jeg så koncentrere mig om englændernes oplæg. Som jeg nok skal skrive mere om i morgen.
Nu sidder jeg nemlig igen i Sydhavnen med tunge øjne og kalder stille på min dyne.
Jeg elsker England. Jeg savner sådan at komme der mere, end jeg gør. Heldigvis tog jeg afsked med min veninde i morges med et stort kram og en kærlig opfordring til at komme igen snart. Og blive en uge i hendes store hus i Isleworth.
Helles Blog 