Ukontaktbar i den teknokologiske højborg

Jeg har været ufrivilligt tavs de sidste dage. Ufrivilligt off-line, hvor jeg mindst havde ventet det. Tankevækkende hvor ufrivilligt, det kan føles. Og hvor selvfølgeligt det er blevet. Selvfølgelig kan jeg blogge, når jeg vil. Eller tjekke Facebook. Eller tweete om alt det, jeg oplever.

Men nej. Mens jeg sad til møder i den engelske National Health Service og hørte om alt det flotte, de laver sammen med brugerne. Ved hjælp af den moderneste teknologi. Var der intet wifi. Overhovedet. Ind i mellem kom et forsigtigt pip fra noget netværk. Men ikke så såre var jeg begyndt på et lillebitte tweet, så forsvandt det igen. Min plan var ellers at livetweete fra begge dagene i den engelske sundhedsteknologiske højborg, fordi der sad flere på Twitter og fulgte med interesse. Lang næse og ikke engang netværk nok til forklaringer.

På hotellet var det ikke bedre. Routeren kunne ikke råbe helt til femte sal, hvor vi var indlogeret på mikroskopiske værelser. Jeg måtte ‘give in’ og lade min cybersfære passe sig selv. Til gengæld kunne jeg så koncentrere mig om englændernes oplæg. Som jeg nok skal skrive mere om i morgen.

Nu sidder jeg nemlig igen i Sydhavnen med tunge øjne og kalder stille på min dyne.

Jeg elsker England. Jeg savner sådan at komme der mere, end jeg gør. Heldigvis tog jeg afsked med min veninde i morges med et stort kram og en kærlig opfordring til at komme igen snart. Og blive en uge i hendes store hus i Isleworth.

IMG_1511

Sommerdrømme

Tog lidt spændt afsted på cyklen i morges. Vi fik mere sne i går og forgårs, og nu vil jeg ærligt talt godt sparke en protest ind. Bare stop nu. Jeg har fået sne og kulde nok. Det har været sjovt, men nu er det nok. Nu vil jeg gerne cykle hver dag igen og have ordentlig gang i min kvalitetstræning. Nu vil jeg gerne have mere lys og mere varme. Hvem mon an tage imod den? Der bliver i hvert fald ikke hørt efter, for nu er der snefnug på kortet over Nordsjælland igen. Okay så. Jeg cykler til stationen igen og prøver at lade være med at brokke mig for meget. I morges var det nu fint, og jeg cyklede hele vejen til Hillerød.

I stedet for at gå til i brok, har jeg kastet mig over sommerens muligheder. I løbet af de første januar-uger er der allerede løbet en lille uges afspadsering til flexregnskabet. Det bliver en god (tiltrængt) sommer. Vores bjergebestigningsprojekt i Pakistan er aflyst for denne sommer. Jeg har min skattegæld, og Michael er blevet forelsket. Men jeg kunne godt finde penge til et lille bitte eventyr. Verden er så stor, så stor, og jeg er stadig forelsket i tanken om at besøge Pakistan. Faktisk er det ikke dyrt at flyve til Lahore. Og jeg kender jo en kvinde i Lahore lidt. Og så kunne man jo måske besøge hende og opleve lidt af landet. Det kunne man jo nok godt få 4-6 uger til at gå med. Det er en tanke værd. Saadia, som jeg kender lidt, er en meget aktiv kvinde. Hun både klatrer og cykler, og vi kunne sikkert få en fin tid sammen.

Jeg kunne også rejse til Lissabon og udforske Portugal. Jeg har aldrig været i Portugal, og det kunne være en fin kombination af varme, spændende natur, vandremuligheder, strande,  fremmede byer og spændende mennesker. Portugal kunne udvides med at rejse rundt i det sydlige Spanien. Der er jo også dejlig varmt, vandre-muligheder, super natur, fantastisk mad og et par mennesker, jeg kender.

Eller jeg kunne bruge et par uger på en gammel drøm, – at vandre tværs over England fra kyst til kyst. Coast to Coast ruten går gennem North York Moores,  The Yorkshire Dales og The Lake District, og det er der min gamle drøm er forankret. Mine tidligere svigerforældre boede en del år i York, og jeg elskede vores ture ud i områderne i Yorkshire. Ruten starter i Robin Hood’s Bay, nord for Scarborough på østkysten, og slutter i St. Bees på vestkysten. Eller omvendt. Og så må man jo finde en eller anden måde at komme tilbage på. Jeg har ikke været i England i mange år, og det kunne jo være en fin lejlighed til at se min gamle svoger.

Drømmene vil aldrig tage ende. Og jeg kan hurtigt vende mine beklagelser til forventninger. Og jeg kan overstå både marathonløb, 24Run og sundhedsaftaler og holde sommer med fuldstændig ro i sind og krop. Det kan kun blive godt. For nu drømmer jeg om en snefri morgen, så jeg igen kan cykle hele vejen til Hilelrød.