Så løb jeg lige et halvmaraton. Lyder det let og elegant? Det var det ikke. Kønnere end maratonløbet i Skodsborg for nyligt. Og hurtigere. Men ikke hurtigt. Det er ikke godt at løbe klokken 18. Og hvorfor gjorde jeg det så sådan en tirsdag aften? Jo, det var på Amager Fælled og lige i min baghave. Men det behøver jeg jo ikke smide 160 kr for.

Næ det var fordi, det var arrangeret af dem her, og nu får I altså lige en ny kræfthistorie.

I 2006 blev jeg inviteret til en aften med projektet Proof of Life, som var et projekt for unge kræftpatienter. Projektet var ledet af mine venner Julie og Morten, som begge har arbejdet med Krop og Kræft på Rigshospitalet fra starten. Nu ville de vise, at målrettet benhård træning ville styrke de unge sammen med det fællesskab, de sammen udviklede. De trænede mod en Kiliman, bestigning af Kilimanjaro (5895 meter), mountainbike i to dage rundt om bjerget og til sidst et maratonløb. De ville gerne have mig til at guide dem på bjerget og lære dem noget om Kilimanjaro, bjergbestigning og højder. Så jeg mødte op efter en cykeltræning og viste billeder og fortalte. Og havde en fin aften sammen med hele gruppen. Og selvfølgelig ville jeg guide dem på bjerget.

Så var det bare, at den lille bule, jeg havde nederst på halsen, viste sig at være fuld af kræftceller. Og 1½ måned inden afrejse skrev jeg mit livs mærkeligste mail til den gruppe. At jeg alligevel ikke rejste med til Afrika. Fordi jeg havde lymfekræft. Og skulle starte behandling NU. Jeg husker klart og tydeligt, hvordan jeg – helt latterligt – forsøgte at sætte alle de ukendte brikker sammen, så jeg måske alligevel kunne tage afsted. Little did I know. Jeg kunne selvfølgelig ikke tage nogensomhelst steder. Overhovedet. Jeg var bastet og bundet til Århus og til Århus Sygehus. Og jeg fik kemoterapi i lange baner. Sådan en fast rutine med fem døgns kemo og to uger fri. Eller fri. To uger til at restituere, så jeg var klar til næste bombardement.

Og just som de unge mennesker skulle stå deres første prøve på bjerget, lå jeg med stoffer flydende ind i årerne. Og en hemmelig mobiltelefon gemt under dynen, så de kunne sms’e til mig undervejs. Det kan man nemlig på Kilimanjaro. Sms’e midt i vildmarken. Man kan også ringe hjem fra toppen. Men jeg måtte ikke have mobil’en åben, fordi det kunne forstyrre de infusionspumper, der styrede kemoflowet. Jeg måtte jo bare høre, hvordan det hele gik. Og de sms’ede lystigt hele natten. Og nåede toppen. Senere ringede de og råbte deres triumf gennem en hel verden, efterhånden som de klarede alle deres udfordringer.

Jeg blev på den anden side bekræftet. Jeg blev virkelig så glad, fordi det også hjalp mig til at tro på det hele. Når de kunne, så kunne jeg fandme også. Og jeg blev tildelt  livslangt medlemsskab. Selv om jeg var alt for gammel. Jeg var bare barnlig nok.

Og derfor løb jeg et halvmaraton sådan en tirsdag aften på årets længste dag på Amager Fælled.