Deadline

Jeg cyklede glad hjem fra Hillerød med Manu Chau i ørerne. Altså, så kan man kun være glad. Også selvom Hillerød Kommune skulle skamme sig med deres dybfrosne snebjerge på cykelstien. For anden dag i træk har det været muligt at cykle både frem og tilbage til arbejde. Og det er lyst. Noget sker der heldigvis, –  i den rigtige retning. Mod noget forår. Jeg var også lettet, fordi jeg endelig havde afleveret mine afsnit til vores projekt til første behandling. Jeg er lettet, lettet, lettet. Og egentlig ret tilfreds med produktet.

I aftes sad jeg og pev lidt over de bjerge af ubrugte ord, der tårnede sig op foran mig. Jeg kunne pludselig ikke få det hele til at vende rigtigt. Kunne ikke finde de rigtige udtryk. Og kunne slet ikke skabe en sammenhæng.  Min gode veninde, Lene, grinede lidt overbærende. Det når du jo, sagde hun, du er så god til deadlines. Vel er jeg så. Men forklar mig,, hvorfor jeg driver mig selv til kanten hver gang? Hvad enten det har været eksamensopgaver, artikler, undervisningsopgaver eller projekter, har jeg siddet og pevet i yderste sekund. I dyb overbevisning om, at denne gang ville blive den gang, hvor jeg ikke nåede det. Med sjælen kortvarigt i en slags laser. Denne gang var en klassiker. Jeg skrev og rev mig i håret til klokken 23 i aftes, skrev videre i drømme hele natten og stod op klokken syv og skrev det hele færdigt. Trykkede på send-knappen, og afsted med det til min chef. Som selvfølgelig havde en bunke kommentarer og smårettelser. Og så var der lige nogle organisationsdiagrammer, som skulle finpudses. Og jeg er ingen ørn til den slags. Tror på en eller anden måde, at der altid springer en it-nørd ud af skabet og redder mig. Men nix. Jeg må – hver gang – lære det the hard way. Og så lykkedes det alligevel. Et sekund i deadline. Send. Afsted. Og aben sprang af mine skuldre. Og mig og Manu Chau cyklede tilbage til Birkerød.

I morgen får jeg igen kongeligt besøg af kronprinsessen. Uden følge. Så jeg måtte lige planlægge min træning. Man løber ikke hjemmefra med kongeligt besøg i huset. Og der er kun 16 uger til Copenhagen Marathon. Så jeg fintede mig selv og trak i løbetøjet, før jeg kunne tænke en sammenhængende tanke. Jeg løb 11 iskolde kilometer rundt i Birkerød, hvor fortovene stadig er fulde af knoldet is. En okay tur, faktisk. Det går en lille smule fremad med tempoet. Men benene var en smule mærkede af pludselig at cykle halvlangt to dage i træk efter måneders pause.

Så nu sidder jeg her og er svært tilfreds med mig selv. Varm og tør under dynen i sofaen og ser the March of the Penguins. Jeg har filmen på dvd med engelsk speak, men på DR2 har de sat dansk speak ind. Det virker ikke. Det bliver for pussenusset. Se lige de pingviner. Der er ikke meget pjevs over dem. Ah okay – de piver lidt, men de kan jo også for alvor tale om kulde. Der ville ikke være kommet meget baby ud af det, hvis jeg var blevet budt noget lignende.