Tag Archives: Deadline

by - 0 comments

Deadlines og drømme i dagligstuen

Sidder på endnu en deadlines absolutte bagkant og drømmer små og store drømme. Undrer mig igen over at sidde en sen aften og spænde i nakken over tasterne for igen at trylle noget skriv færdig til tiden. Og minder mig selv om Lenes du-er-så-god-til-deadlines statement, sidst jeg sad her. Har med vilje ikke slået messenger til, for min bagkant er så heftig, at jeg ikke tåler forstyrrelse.

Kontoret er rykket ind i sofaen. Min yndlingsplads til pressede deadlines. Jeg har en stor flydesofa med plads til umådelige mængder papir omkring mig. Imens flyver snowboarderne rundt i min fladskærm og skaber lige netop den forstyrrelse, jeg alligevel har brug for. Eller – jeg ville i hvert fald nødigt gå glip af ski og snowboard, når nu jeg overhovedet ikke kommer på skiferie selv. ZIP – der skød den første drøm sig ind i bevidstheden. Lige så meget, jeg afskyer vores langvarige vintervejr, elsker jeg at suse ned ad pisterne i Alperne eller Dolomitterne. Det er noget andet. På pisterne har jeg fri. Jeg kan lege fra jeg slår øjnene op, til jeg vælter træt og tilfreds under dynen om aftenen. Frisk bjergluft i litervis fra morgen til aften. Grin, blå mærker, sne i håret, fadøl og wienerschnitzel. Dream on – det bliver ikke i år.

Videre på tasterne. Uf, nakken har ikke godt af timerne ved tastaturet i sofaen. Jeg lader hovedet rulle lidt fra side til side. ZIP – næste drøm ruller ud over mit indre lærred. Kærlige, stærke fingre masserer min værkende nakke, mens jeg slapper helt af til snowboard kommentatorens lidt monotone stemme. Mine skuldre falder langsomt ned på plads. Jeg trænger virkelig til den massage. Måske har jeg bare været single på den fuldstændig single agtige måde lidt for længe. Og arbejdet lidt for meget lidt for længe. Det ville i hvert fald være dejligt med sådan et par stærke, kærlige hænder. Men – dream on – det bliver heller ikke lige nu (med mindre han står på den anden side af køledisken i Superbrugsen i morgen) (I Birkerød???? Dream on!) I mellemtiden kan man jo nyde Eddie Vetter og Jack Johnson fra Hawaii:

Jeg vrider min opmærksomhed tilbage til tastaturet og skriver videre. Og nu drømmer jeg bare om at blive færdig og nå min deadline. Nu kredser mine drømme om min dundyne i soveværelset ovenpå. Jeg elsker min dyne. Den er lun og vamset, og den er det bedste at putte sig ind i. Sidst jeg var på en længere ekspedition, havde jeg fået en super ekstrem sovepose fra Marmot. Det var som at krybe ind i en livmoder, når jeg krøb i soveposen i teltet om aftenen. Jeg spekulerede seriøst på at sove i den hjemme i min seng. Det krævede afvænning. Men min dyne er næsten lige så god. Og lige om ganske få minutter går den drøm faktisk i opfyldelse. Jeg har skrevet det sidste bogstav og sat det sidste punktum. Mangler bare at trykke på en send-knap, så har jeg nået endnu noget deadline. Jeg har gemt et par stykker til i morgen. Jeg løber aldrig tør. Hverken for deadlines eller drømme.

by - 1 kommentar

Deadline

Jeg cyklede glad hjem fra Hillerød med Manu Chau i ørerne. Altså, så kan man kun være glad. Også selvom Hillerød Kommune skulle skamme sig med deres dybfrosne snebjerge på cykelstien. For anden dag i træk har det været muligt at cykle både frem og tilbage til arbejde. Og det er lyst. Noget sker der heldigvis, –  i den rigtige retning. Mod noget forår. Jeg var også lettet, fordi jeg endelig havde afleveret mine afsnit til vores projekt til første behandling. Jeg er lettet, lettet, lettet. Og egentlig ret tilfreds med produktet.

I aftes sad jeg og pev lidt over de bjerge af ubrugte ord, der tårnede sig op foran mig. Jeg kunne pludselig ikke få det hele til at vende rigtigt. Kunne ikke finde de rigtige udtryk. Og kunne slet ikke skabe en sammenhæng.  Min gode veninde, Lene, grinede lidt overbærende. Det når du jo, sagde hun, du er så god til deadlines. Vel er jeg så. Men forklar mig,, hvorfor jeg driver mig selv til kanten hver gang? Hvad enten det har været eksamensopgaver, artikler, undervisningsopgaver eller projekter, har jeg siddet og pevet i yderste sekund. I dyb overbevisning om, at denne gang ville blive den gang, hvor jeg ikke nåede det. Med sjælen kortvarigt i en slags laser. Denne gang var en klassiker. Jeg skrev og rev mig i håret til klokken 23 i aftes, skrev videre i drømme hele natten og stod op klokken syv og skrev det hele færdigt. Trykkede på send-knappen, og afsted med det til min chef. Som selvfølgelig havde en bunke kommentarer og smårettelser. Og så var der lige nogle organisationsdiagrammer, som skulle finpudses. Og jeg er ingen ørn til den slags. Tror på en eller anden måde, at der altid springer en it-nørd ud af skabet og redder mig. Men nix. Jeg må – hver gang – lære det the hard way. Og så lykkedes det alligevel. Et sekund i deadline. Send. Afsted. Og aben sprang af mine skuldre. Og mig og Manu Chau cyklede tilbage til Birkerød.

I morgen får jeg igen kongeligt besøg af kronprinsessen. Uden følge. Så jeg måtte lige planlægge min træning. Man løber ikke hjemmefra med kongeligt besøg i huset. Og der er kun 16 uger til Copenhagen Marathon. Så jeg fintede mig selv og trak i løbetøjet, før jeg kunne tænke en sammenhængende tanke. Jeg løb 11 iskolde kilometer rundt i Birkerød, hvor fortovene stadig er fulde af knoldet is. En okay tur, faktisk. Det går en lille smule fremad med tempoet. Men benene var en smule mærkede af pludselig at cykle halvlangt to dage i træk efter måneders pause.

Så nu sidder jeg her og er svært tilfreds med mig selv. Varm og tør under dynen i sofaen og ser the March of the Penguins. Jeg har filmen på dvd med engelsk speak, men på DR2 har de sat dansk speak ind. Det virker ikke. Det bliver for pussenusset. Se lige de pingviner. Der er ikke meget pjevs over dem. Ah okay – de piver lidt, men de kan jo også for alvor tale om kulde. Der ville ikke være kommet meget baby ud af det, hvis jeg var blevet budt noget lignende.