Vågnede i nat med host og hvæs og åndenød fra et par lunger, som ellers har optrådt fuldstændig lydeløst i flere måneder. Det tog et par timer at få en slags kontrol over situationen og derefter et par timer at få kroppen til at lande igen. But why, genlød det i min trætte hjerne. Der plejer at komme en slags forvarsel, og det havde der ikke været.
Ganske vist havde jeg været på Le Le nha hang på Vestebrogade og spise vietnamesisk, men der var ikke noget faretruende i maden. Og ganske vist havde vi drukket mojito til maden. Pero uno mojito??? Nej vel? Og iøvrigt var den god, den mojito. Næsten lige så god, som den laves i Sydamerika.
Hen på morgenstunden faldt jeg endelig i søvn bare for at tumle målløs og søvndrukken rundt i sengen, da iPod’en vækkede mig kort efter. Stjal en time ekstra og besluttede at forlægge arbejdspladsen til spisebordet. Let rystende af nattemedicinen lavede jeg morgenmad og nussede morgentræt rundt i huset. Og så gik pråsen op for mig. Mit pudebetræk var ganske gult, og det øverste af dynebetrækket ligeså. Blomsterpollen goddammit!
Til min fødselsdag fik jeg verdens største buket liljer af min ene lille projektgruppe. Smukke havde de stået i 1½ uge og sendt en lille smule pest ned i mine luftveje. Men smukke var de jo, og jeg er jo alligevel aldrig hjemme længe nok til at mærke det rigtgt. I aftes foldede jeg kæmpebuketten sammen lige inden sengetid og proppede den i affaldsskakten. Og fik lidt blomsterstøv her og der på halsen og i ansigtet.Som jeg bar tørrede nødtørftigt af.
Så nu snurrer vaskemaskinen, og jeg er spulet helt fri for liljestøv. Lange weekendløbeture? Forget it. Det bliver kort, så lungerne ikke bliver tirret til flere af den slags natlige events.
Helles Blog 