Singlemad

Egentlig kan jeg godt lide at lave mad. Og at spise den. Da jeg for mange år siden indledte min karriere som evighedssingle, lærte jeg betydningen af ikke bare at indtage ligegyldige kalorier stående ved et rodet køkkenbord. Lav ordentlig mad, for søren. Også når ungerne ikke var hjemme. Dæk bord, tænd stearinlys, gør det lidt hyggeligt.

Under skilsmissetumlen, gik jeg længe rundt med ophovnede øjne og var chokramt og helt opslugt af, hvor synd alting var. På min arbejdsplads var der en kvinde i 60’erne, som havde mistet sin mand meget pludseligt, og hun tog mig en dag under sine vinger. Hun forklarede mig, at jeg var nødt til at lære at have det rart. Selv. Helt alene. Når børnene var på fædreweekend, og jeg led alverdens kvaler af savn. Jamen jeg er bare så ked af det, indvendte jeg, og kunne overhovedet ikke se mig selv have det rart. Hun instruerede mig i at købe lækker mad, som jeg ville have lavet til min mand og mig til en forkælelsesaften. Bare kun til mig. Jeg skulle også købe en god flaske rødvin. Ikke noget billigt sprøjt, men godt. Skænk så et glas, mens du laver maden. Gør dig umage og gør det lækkert, mens du drikker vinen. Skænk så et glas, som du drikker til maden og sæt en prop i, så der er vin til lørdag aften. Dæk et pænt bord og spis maden langsomt. Hvis tavsheden er for larmende, må du gerne se tv imens, sagde hun. Det kan lyde latterligt, men dengang var det grænseoverskridende. Sådan at lave lækker mad bare til mig. Og drikke rødvin alene. Når nu det lå lige til højrebenet at dyrke sin weltschmertz. Og det virkede.

Jeg har aldrig glemt hende. For hun lærte mig noget værdifuldt. At man må opsøge det gode liv. Og hvis man ikke lige kan finde det, så kan man lade som om. Bygge det omkring sig simpelthen. Det er bare slet ikke muligt at mærke livskvalitet, mens man spiser, fordi man skal. Lortemad i sofaen eller ved køkkenbordet skal jo bare overstås. Det kan man jo heller ikke leve af i længden, når man både arbejder røven ud af bukserne, tager lange uddannelser og træner i timevis hver uge. På den anden side er det virkelig svært ikke at nyde, mens man står der med god rødvin i glasset og gør sig umage med sin egen middag.

Så jeg laver god mad. Men i længden er det blevet en smule ensformigt at have middagsdates med Steffen Kretz eller (God forbid) Mette Walsted Vestergaard. De mangler lidt dybde. Og når jeg nu gang på gang rammer hjemmet efter tv-avisen, kan intentionerne om den gode mad godt langsomt begynde at skride. Der er grænser for, hvor tit mine unger gider spise meget sen aftensmad i Sydhavnen.

Og nu har fået mig en madklub. Det er genialt. Vi er tre, og vi er åbne for udvidelse. Pludselig er der nogen at lave mad til. Nogen at nyde maden sammen med. Og nogen der laver mad til mig. To gange om måneden. Uden Steffen Kretz og Mette Walsted Vestergaard.