Tag Archives: Madklub

by - 2 kommentarer

Generalforsamling i madklubben

For en månedstid siden talte jeg længe for min syge moster om en madklub her på siden. Fordi mad ikke bare handler om at indtage næring. Næring er mad, og mad gør sig bedst i godt selskab. Selv rosenkål kan smage bedre, når man ikke sidder og gnasker i den alene foran fjernsynet. Det meste kan blive opgraderet til et herremåltid, når det er ledsaget grin og snak. Eller en dyb snak.

Og hvis vi alligevel sidder i hver sit køkken og tygger i hver sin gulerod, hvorfor så ikke koge dem sammen en gang imellem?

Det var præcist, hvad vi gjorde i aftes, AmarOrama og jeg. Da vi holdt stiftende generalforsamling i madklubben. Vi har udvekslet grafitti og elefanter. Vi har kommenteret hos hinanden. Vi har mailet sammen. Men vi havde aldrig mødt hinanden. Faktisk havde jeg kun set M’s sko på billede.

Og den kom flyvende fra start, madklubben. Hen over ovnstegt laks og salat og danske jordbær, fik vi vendt alle denne verdens Mr. Wrongs. Tilsammen har vi en del. Nå ja, en god slat hvidvin gør jo altid noget godt. Jeg elsker allerede vores madklub. Vi har læst hinanden så meget, at vi på en måde allerede kendte hinanden.

Jeg tror nok, vi er åbne for ansøgninger. Hvis du nu også sidder for tit alene med din gulerod og godt kunne bruge noget klogt, sjovt, plat, intelligent selskab, så smid en mail. Og vi lader bestyrelsen trække lod.

by - 1 kommentar

Mad, mad, mad

Jeg har efterhånden lært mig at lave ordentlig mad til mig selv. Because I’m worth it. Og fordi livet er for kort til dårlig mad. Men det er en svær læreproces. Jeg er vokset op med selskab i køkkenet og omkring spisebordet. Min familie bestod af far, mor og fem børn. Og selv om min mor af og til bad os skrubbe ud af køkkenet, så hun kunne lave mad i fred og ro, var køkkenet gennem hele min barndom et sted, vi mødtes og gjorde noget sammen. Spisebordet var tegnebord, lektiebord, spillebord, sybord og det sted, familien var sammen. Jeg kan faktisk ikke huske, at vi sad meget i sofa, og fjernsyn var ikke noget, der fyldte. Det gjorde spisebordet.

Jeg har boet i kollektiv med maddage og fællesspisning, og da jeg flyttede for mig selv, var jeg ikke længe om at etablere noget madklub, så der fortsat var larm og fællesskab omkring maden. Nå ja, så fik jeg jo på rekordtid min egen storfamilie med børn på køkkenbordet og kærlig gourmethygge. Selv midt i storfamilien fik vi etableret madfællesskab med andre familier. Med børnene myldrende om haserne, og os med storfamilien kunne rånyde at få maden serveret og tiltuske os noget voksenselskab over kartoflerne. En søndags-frokost-madklub kombineret med to timers badminton varede i flere år. Min eksmand kunne låne to sammenhængende idrætssale på det gymnasium, han underviste på, og voila: alle redskaber ude til ungerne i den ene sal, og indædte par-badmintonkampe mellem de voksne i den anden.

Efter idyllen krakelerede og jeg indtog livet som single og alenemor til tre, etablerede vi på mit nye arbejde en gourmet madklub for dem uden kærester. Gentagne dates med samme person diskvalificerede for medlemskab uden nåde. Konceptet var gourmet oplevelser. Finere middage med flere retter. Vi skulle kort sagt kræse for hinanden, når der nu ikke var andre, der gjorde det. Klubben døde en slags naturlig død, fordi folk ikke kunne overholde grundreglen om ikke at gentage dates. Men jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der er tilbage i udgangspunktet. Nu bor vi bare for spredt i landet.

Senere fandt vi sammen i andre singlemadfællesskaber, som jo let kom til at hænge sammen med noget forlænget dansetur i byen. Og havde det venindesjovt på den fedeste måde, der som regel handlede om at drukne i rødvin eller spændende drinks.

Men nu jeg har rykket mit singleliv til hovedstaden, savner jeg noget madfællesskab. For Guds skyld ikke noget stramt sundhedskoncept, men bare almindelig sund og lækker mad. Kunne sagtens være på hverdagsaftner. I weekenderne udnytter jeg jo mine venner og mine unger. Så kom frit frem. Kender I en københavnermadklub, der mangler et medlem? Eller er der nogen derude, der vil være med?

20120527-110254.jpg

by - 1 kommentar

Singlemad

Egentlig kan jeg godt lide at lave mad. Og at spise den. Da jeg for mange år siden indledte min karriere som evighedssingle, lærte jeg betydningen af ikke bare at indtage ligegyldige kalorier stående ved et rodet køkkenbord. Lav ordentlig mad, for søren. Også når ungerne ikke var hjemme. Dæk bord, tænd stearinlys, gør det lidt hyggeligt.

Under skilsmissetumlen, gik jeg længe rundt med ophovnede øjne og var chokramt og helt opslugt af, hvor synd alting var. På min arbejdsplads var der en kvinde i 60’erne, som havde mistet sin mand meget pludseligt, og hun tog mig en dag under sine vinger. Hun forklarede mig, at jeg var nødt til at lære at have det rart. Selv. Helt alene. Når børnene var på fædreweekend, og jeg led alverdens kvaler af savn. Jamen jeg er bare så ked af det, indvendte jeg, og kunne overhovedet ikke se mig selv have det rart. Hun instruerede mig i at købe lækker mad, som jeg ville have lavet til min mand og mig til en forkælelsesaften. Bare kun til mig. Jeg skulle også købe en god flaske rødvin. Ikke noget billigt sprøjt, men godt. Skænk så et glas, mens du laver maden. Gør dig umage og gør det lækkert, mens du drikker vinen. Skænk så et glas, som du drikker til maden og sæt en prop i, så der er vin til lørdag aften. Dæk et pænt bord og spis maden langsomt. Hvis tavsheden er for larmende, må du gerne se tv imens, sagde hun. Det kan lyde latterligt, men dengang var det grænseoverskridende. Sådan at lave lækker mad bare til mig. Og drikke rødvin alene. Når nu det lå lige til højrebenet at dyrke sin weltschmertz. Og det virkede.

Jeg har aldrig glemt hende. For hun lærte mig noget værdifuldt. At man må opsøge det gode liv. Og hvis man ikke lige kan finde det, så kan man lade som om. Bygge det omkring sig simpelthen. Det er bare slet ikke muligt at mærke livskvalitet, mens man spiser, fordi man skal. Lortemad i sofaen eller ved køkkenbordet skal jo bare overstås. Det kan man jo heller ikke leve af i længden, når man både arbejder røven ud af bukserne, tager lange uddannelser og træner i timevis hver uge. På den anden side er det virkelig svært ikke at nyde, mens man står der med god rødvin i glasset og gør sig umage med sin egen middag.

Så jeg laver god mad. Men i længden er det blevet en smule ensformigt at have middagsdates med Steffen Kretz eller (God forbid) Mette Walsted Vestergaard. De mangler lidt dybde. Og når jeg nu gang på gang rammer hjemmet efter tv-avisen, kan intentionerne om den gode mad godt langsomt begynde at skride. Der er grænser for, hvor tit mine unger gider spise meget sen aftensmad i Sydhavnen.

Og nu har fået mig en madklub. Det er genialt. Vi er tre, og vi er åbne for udvidelse. Pludselig er der nogen at lave mad til. Nogen at nyde maden sammen med. Og nogen der laver mad til mig. To gange om måneden. Uden Steffen Kretz og Mette Walsted Vestergaard.