Astma, host og hark

Sidder bænket i sofaen med Gewürztraminer i glasset og et overstået dejligt måltid. Sidder og tænker meget stille, at måske er det hele på vej til at blive –  bedre….. Måske er min voldsomme møjhoste på retur. Altså bare lige så stille og måske.

I går cyklede jeg på arbejde og gav den gas på vejen. Sent på eftermiddagen krøb jeg i noget løbesko og trissede sydover gennem St. Dyrehave og Tokkekøb Hegn. I ret imponerende solskin. Jeg måtte afbryde et par gange med hysteriske hosteanfald og bandede fælt. Men egentlig gik det fint nok. Mine lår hylede lidt om kap med lungerne, Men det kan de nu godt glemme efter den sølle indsats i weekenden. Jeg stoppede 1½ km før hjemmet for at proviantere og fylde spisekammeret lidt op. Og gik i stedet det sidste stykke hjem med fyldte poser.

I morges stod jeg tidligt op. For nu stod min cykel jo i Hillerød. Og der var kun én ting at gøre. At løbe på arbejde. Himlen så grå og truende ud, og jeg tænkte mit. Jeg er altid lidt træt ved tanken om at løbe afsted om morgenen, og jeg er altid træt de første 4-5 km. Men det ved jeg jo, og pludselig er det så bare fedt at løbe afsted i morgenstunden. Ud af Kongevejen i infernalsk trafik. Virkelig. Man kan blive så politisk korrekt bekymret over antallet af biler på vejen. Specielt når man nu kan polere sin private glorie i den grad. Hvad gør de der, alle de biler? Nåmen, på den anden side af Blovstrød drejede jeg ind i skoven for at slippe af med dem,  bilerne. Og vups, var der ro. Jeg elsker skoven, når den er i vågne-op mood. Når fuglene fløjter på morgenmåden, når de røde egern piler op og ned af træstammerne, når musene rumsterer og pludselig fløjter over skovstien, og når råvildtet står og stirrer forvirret og fortørnet. Jeg hostede først efter en time og et kvarter. Og lårene hylede igen. Men ærligt talt, – så var der jo ikke så langt igen, vel? Så det blev mig, der bestemte. Og pludselig kunne jeg ane bilerne på Overdrevsvejen for enden af skovstien. Hvor er det bare en anderledes oplevelse at løbe gennem skoven, når jeg har tjek på ruten.

Hostede mig igennem tre timers kvalitetsmøde. Men var hosten ikke en lille smule mere løs? Og fik travlt med at komme til Glostrup Hospital, hvor jeg havde møde med regionens lungespecialister. Var det derfor min hoste stoppede? Jeg hostede overhovedet næsten ikke, mens jeg havde møde med lungelægerne. Måske er det på vej til at drive over??? Sig det ikke til nogen, men måske???

Resten af eftermiddagen blev brugt på at lede efter trail-løbesko. Men der kom løbeeksperterne i den grad til kort. Christ, det ved det de ingenting om. Jeg vil have løbesko med til Nepal, og det er – ved gud – ikke verdens nemmeste terræn at løbe i. Klipper, grus, is, græs, stigninger – i én pærevælling. Tror nok, jeg har fundet dem, men det bliver på nettet. Sjældent har jeg oplevet så dårlig vejledning/vildledning.

Og så spurtede jeg hjem igen på min cykel. Og mødte en fyr i et lyskryds i Lyngby, som sagde: “Wow hvor kører du bare hurtigt. Jeg prøvede at undskylde det med min gamle cykel, men du cykler bare stærkt” Sagde han med lidt respekt i stemmen. Joooo, jeg tror måske, det går en lille bitte smulle bedre, måske, med mine lunger.