Livslussinger i 2013

2013 var mere end blot peace, love and harmony. 2013 skal have nogle ordentlige los i røven, fordi den delte onde kæberaslere til folk, jeg holder af. Jeg kan slå tilbage, når lussingerne rammer mig selv, men når universet optræder ufint overfor de mennesker, som jeg kender og elsker, kan jeg kun tilbyde kram og chokolade. På den stille måde.

I går spiste jeg frokost med en særlig gammel veninde. Hendes mand ligger igen meget, meget syg på hospitalet. Jeg kan kun sidde der, sammen med hende og hendes ulykkelighed.

Senere på dagen talte jeg længe i telefon med Lene. Smukke, stærke og sårbare Lene, som elsker at køre stærkt på cykel. Og i bil. Som jeg er kommet til at holde så meget af, og som igen er blevet overfaldet af en tumor. Som betød, at hun igen måtte opereres, og som trumfede med at dele sig, så hun nu får kemoterapi og i det hele taget knokler sig igennem noget, der får mit eget kræftforløb til at ligne en let influenza.

Min mor. Min seje, stærke, smukke mor blev også kørt over af en tumor. En stor del af mit efterår er gået med at være så meget tilstede, jeg overhovedet kunne. Jeg har plaget samvær ud af hende. Mens hun stod stråler og kemoterapi igennem sammen med min far. Jeg tror, den tumor blev elsket ned. Ta’ den, 2013 – og skrid med den slags.

Jeg bløder lidt indeni, når jeg ikke kan være nok tilstede i de liv, der har brug for det. Og derfor får 2013 saksespark og håndkantsslag for at kaste alt for meget lort ind i alt for mange liv.

Derfor blev 2013 også det år, hvor jeg oplevede at gå i baglås, når jeg nærmede mig bloggen her. Der skete så meget, som involverede så mange andre omkring mig. Jeg har altid blogget med åben pande. Fordi jeg alligevel er så dårlig til at lyve, at folk lynhurtigt ville opdage, hvem jeg var. Jeg har kun oplevet godt ved at blogge som mig selv. Jeg har lært de fineste mennesker at kende i den rigtige virkelighed, som jeg nok ikke ville have mødt, hvis jeg var hemmelig. Jeg kan faktisk lide udfordringen ved at finde en balance i at skrive meget personligt, mens jeg holder det privateste ude i baglokalet. Jeg kan lide udfordringen ved at skrive åbent uden at udlevere de mennesker, der befolker mit liv. Jeg har vænnet mig til også at byde venner og kolleger velkommen, når de finder vej til siden.

Midt i 2013’s missilangreb mistede jeg fodfæstet. Jeg kunne ikke skrive om de ting, der optog mig. Fordi de ikke kun handlede om mig. De handlede slet ikke kun om mig. Og så mistede jeg evnen til at se mening i alt det andet. Jeg kunne ikke se over kanten og få øje på alle de andre ting, jeg ellers kunne blogge om. Alt andet blev ligegyldigt. Der er ret skarpe grænser for, hvad jeg kan skrive om.

Derfor har der været meget stille.

Så – farvel igen 2013 – og tag finkerne og lortet med dig igen. Nu har vi kappet armene af dig, så du ikke længere kan svinge næverne. Godt nytår.