Juletanker på en sommerdag

I går var der seks måneder til jul. Selv tak for at  minde jer om det efter måneders tavshed på min blog. Men jeg afvikler stadig med stor fryd julegaver fra sidste år. Der skete nemlig det, at jeg fik akut forstoppelse i den uendelige strøm af Lego Friends, Barbie, Skovens dyr og de nu giftige Squeeshies. Pludselig gad jeg bare ikke lange flere af den slags videre til mine dyrebare børnebørn. Jeg ville give dem noget andet. Noget virkelig værdifuldt. Noget der betyder. Noget vi kan tale videre om. Jeg ved godt, de bliver glade for tingene, men – hånden på hjertet – de mangler dem ikke rigtigt.

Derfor udstedte jeg to julegavekort. Et til de to store piger, Alma og Ella, med en weekendtur til Randers, hvor deres mor er født og deres oldefar bor. Jeg lejede en lejlighed, og vi oplevede. Vi traskede gennem byen, legede i deres mors gamle børnehave, kiggede på vores gamle kollektiv, besøgte oldefar, var i Randers Regnskov, spiste pizza og is og slik og købte gaver med hjem. Det er den bedste gave, vi nogensinde har delt, og de to piger styrede oplevelsesprocessen hele vejen. Aj, hvor sjovt tror du, vi synes det er at se på et hus udefra, som du engang har boet i? Vi var sammen, vi blev klogere på hinandens liv, vi grinede og var eftertænksomme. Og jeg fik endelig oplevet Randers Regnskov.

Det andet gavekort var til Vera, som er blevet syv år. Gavekortet lød på en vandretur med telt til Stevns Klint. Vi tog toget til Rødvig og vandrede tre kilometer med vores rygsække til Boesdal Kalkbrud ad Trampestien. Her fandt vi en shelterplads og slog teltet op. Vi lavede mad og gik på opdagelse og krøb i soveposerne, da det begyndte at regne. Vi fortalte historier og lyttede til regnen og børstede tænder ud af teltåbningen. Vi sov som sten hele natten og vågnede langsomt og spiste morgenmad i teltet, fordi det stadig regnede. Og så stoppede den, regnen. Og vi tørrede telt og pakkede sammen. Og vandrede tre kilometer tilbage til Rødvig, mens solen overtog verden. I Rødvig var der is og chokolade og en badetur, inden vi tog toget tilbage til København. Det her var den bedste julegave, sagde Vera. Men næste gang, skal vi så ikke sove to gange i telt? Og gå lidt længere?

Jeg er så klar til næste års julegaver, mens jeg langsomt former min fremtids rejsemakkere.