Om ferieforandringer

En del af mine venner ved, at jeg planlagde at tage tilbage til Grækenland for at arbejde i den efterhånden permanente flygtningelejr, Moria, på Lesbos. Den er blevet næsten permanent og ubeskriveligt rædselsfuld. Jeg lavede en aftale med den eneste NGO, der driver en sundhedsklinik inde i lejren. En græsk NGO der arbejder derinde i dagtimerne og i modtagecentrene på kysten om natten. Alt var godt. Men så modtog jeg en mail, der forklarede, at jeg skulle godkendes af myndighederne. Fint nok, tænkte jeg, for sidst jeg arbejdede der, var der frustrerende mange, der kaldte sig sundhedsfaglige uden at være det. Folk der af forskellige grunde søgte dramaet i den desperate situation.

Jeg skulle fremsende mine eksamens- og autorisationsdokumenter – helt fint, tænkte jeg. Men de skulle oversættes til græsk af en autoriseret oversætter. Jeg skulle udover det have en udtalelse om, at jeg er kompetent og troværdig af en ledende fagperson, der ikke er min direkte chef. Også oversat til græsk af en autoriseret oversætter. Endelig skulle alle dokumenterne påtegnes i Udenrigsministeriet. Det betød en udgift på 3-5000 kr for tre ugers frivilligt arbejde – inden jeg havde betalt flybillet og ophold. Jeg nåede min grænse, takkede pænt nej og lagde planerne på hylden.

I stedet lejede jeg et sommerhus på Falster og inviterede de unger med, der kunne. Det kunne mit yngste barn og hendes livlige flok, som åndede lettet op over at slippe ud af byen. De havde en uge, hvor faderen stadig skulle arbejde. Jeg byttede nød og elendighed ud med uspoleret sommerglæde og feriebegejstring. Vi boede i første række til stranden og i fin afstand til den opgejlede ferieby med fadøl, minigolf og dårlig musik. Vi badede morgen, middag og aften. Vi slog teltet op på græsplænen, så pigerne på skift sov sammen med mig. Vi lærte de to små vandbegejstring.

Ingen af de to var tiltrukket af vandet. Stranden var fint, men de slog sig ned længst væk fra vandet og legede i den store sandkasse. Lige til vi kom på at vise dem, hvordan der kunne hentes ubegrænsede mængder vand til sandlegetøjet. I løbet af en eftermiddag lå Esther og pjaskede i vandkanten, og Otto lod sig overtale til at stå i det lave vand. De gik på opdagelse i sanseoplevelser af vådt sand mellem tæerne og vandets temperaturskift. De studerede vandmænd og fandt fire sten. Vi voksne løb ture på diget og drak masser af kaffe. Og vin. Vi vågnede før børnene og levede vores liv udenfor huset.

Da ugen var slut, cyklede jeg så de 140 km hjem. Fordi det også er ferie for mig.

Nu er vi lidt forelskede i tanken om et sommerhus.

IMG_0041

IMG_0087

IMG_0056

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.