Maratonhistorie

På søndag er der igen maratonløb i min by. Jeg har løbet det en del gange, og jeg elskede at løbe i København. Dengang jeg løb den slags løb. Nu er jeg for krukket til at udstille for alverden – og for mig selv – hvor langsomt, jeg er kommet til at løbe. Men stemningen bliver jeg aldrig træt af.

Derfor tager jeg hvert år i hallen på Østerbro for at indånde lidt af det og møde nyere og gamle venner. Og jeg er hvert år at finde langs ruten, mens jeg råber god karma afsted til dem, jeg kender. Og egentlig også til dem, jeg ikke kender.

Da jeg løb maraton i København for første gang, var det sådan en slags tilfældighed. Af den lidt kække slags. Jeg havde bare tænkt, at det der maraton jo bare var lidt længere, end jeg plejede at løbe. Så det kunne jeg vel godt. Der var ikke så mange med i løbet dengang. Forsvindende få kvinder. Og det blev indprentet os, at vi skulle overholde færdselsloven undervejs. Ruten var ikke afspærret, og flere steder minglede man imellem fodgængere på fortovene. Man måtte standse for rødt lys og andre steder simpelthen vente for bilerne. De fleste oplevede at blive overfuset af vrede mennesker, som insisterede på at spadsere med hinanden under armen, som de plejede. Uagtet et felt af løbere, der gerne ville hurtigt frem.

Det gik mig ikke specielt godt dengang. Da jeg havde løbet 30 km, var jeg færdig. Så langt havde jeg aldrig løbet før. Benene krampede, og jeg var kort og godt udmattet. Min søster havde lovet at stå ved 30 km mærket. Og jeg tænkte, at jeg bare kunne smutte ud til hende og køre med hende hjem. Så var jeg reddet. Hun stod der bare ikke. Og det var længe før mobiltelefoner. Og plastikkreditkort. Jeg var nødt til at fortsætte, for jeg anede ikke, hvordan jeg ellers skulle komme tilbage til målområdet og mine ting. Jeg humpede videre, mens jeg sendte min søster stadig ondere tanker. Jeg husker klart en tæt omfavnelse med mere end én lygtepæl, mens jeg forsøgte at vride min forkrampede læg ud.

Jeg husker også tidspunktet, da det gik op for mig, at jeg faktisk ville komme i mål. Jeg husker turen langs vandet langs Langelinje. Og jeg husker, hvordan lyden fra tilskuerne i målområdet langsomt blev tydelig, som jeg nærmede mig. Jeg glemmer aldrig, da jeg drejede op mod målområdet ved Christiansborg. Eller det helt inderlige hulk, der undslap, da jeg kunne se målet. Og der stod min søster.

Hvis nu min søster faktisk havde stået ved 30 km mærket, som vi havde aftalt. Ja, så havde jeg måske aldrig gennemført Copenhagen Maraton? Måske havde jeg aldrig nogensinde løbet flere maratonløb?

Jeg bliver glad og lidt stolt, når jeg ser, hvordan København klæder sig på til at tage imod gæster på søndag. Åh, jeg ved godt, at der for mange, der tisser på græsset på Bryggen. Jeg ved godt, at trafikken igen bliver forsinket og omdirigeret. Jeg ved godt, at der kommer til at flyde hvide plastikkrus i gaderne. Men hvor er det fedt, at København spærrer byen af og laver et fantastisk løb hvert år.

Og selvfølgelig står jeg der på søndag.

IMG_3102

2 thoughts on “Maratonhistorie

  1. Dejligt at høre om dit marathon og så kan jeg bare sige at jeg også har løbet 5 københavner marathon og gerne vil løbe igen men pga af skader kan jeg ikke løbe så langt mere, men jeg er så glad for det løb at jeg har været ude og stille op de sidste dage på bryggen og skal også derud imorgen og heppe i start og målområdet og så pille det hele ned søndag eftermiddag og aften, det bliver en lang og dejlig dag, håber ikke på for meget regn. 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s