Der er så mange, der skriver om at være introvert. Der har tilsyneladende været en slags behov for det, og det har redet på en bølge. Og næsten fået en slags gennemslagskraft. Måske er der også noget i tiden, der støtter det at vende sig indad?
Anyway. Jeg får lyst til at slå et slag for andre mennesker. Andre mennesker kan noget. De kan næsten altid gøre mig gladere. De beriger mig. Udvider mit verdensbillede, kan man sige. Også selvom de måske ikke gør mig glad. Andre mennesker udfordrer mig. Skaber undren. Får mig til at tænke mig om. Jeg lærer noget, når jeg er sammen med andre mennesker. Og de fleste andre mennesker er langt mere interessant selskab end mit eget.
Jeg vil gerne reklamere lidt for nysgerrighed. Og opmærksomhed.
Og I introverte skal ikke tage det personligt. Jeg trænger bare til noget balance omkring det her.
Forleden var jeg inviteret til fødselsdag hos min veninde, der er begavet med så mange talenter, at hun også kunne holde fernisering for sin kunst. Hun er en del af den lille skriveklub, jeg også er medlem af. Jeg fandt naturligvis hurtigt sammen med det tredje medlem af vores eksklusive klub, som jeg ikke havde set et godt stykke tid. Vi indhentede det forsømte over flere glas sprudlende cava. Som jo aldrig har gjort noget selskab dårligere. Og det føltes rart at kunne sidde i hjørnet og næsten skabe vores egen lille ø mellem de mange mennesker.
Og så satte en fremmed kvinde sig ved siden af mig og bare spurgte, hvem jeg var. I løbet af ganske få minutter, var vi opslugte. Af skilsmisse, karriere, mænd, børn, mod og meget andet. En stund senere satte en anden fremmed kvinde sig på den anden side af min veninde. Og vi hentede mere cava. Vil I være med til at gå hen og spise rundt om hjørnet, spurgte den sidst ankomne. Pludselig kunne både min veninde og jeg mærke, hvor sultne vi var. Det var blevet halvsent, det var fredag, og frokosten var for mange timer siden.
Hun fixede et bord, og vi sagde farvel og tak til fødselaren og drog af. Og jeg har sjældent spist så dejlig en middag i så dejligt selskab. Vi snakkede og snakkede og grinte og smilte og lyttede, mens vi alle fire blev lidt klogere på og af hinanden. Vi lærte om hinandens arbejde og om nogle af de svære beslutninger, vi havde truffet i vores liv. Vi talte om rejser. Ret meget om rejser, faktisk.
Jeg elsker det. Jeg elsker at møde mennesker, der er lige så nysgerrige på mennesker, som jeg selv er. Bevares, jeg kan have mine introverte momenter, når jeg løber et par timer alene. Eller når jeg snupper en stille søndag på sofaen. Eller når jeg er på tur alene i bjergene. Men de rigeste øjeblikke i mit liv, handler altid om andre mennesker.
Nu lærte jeg to fremmede kvinder at kende. Jeg møder dem måske igen. Måske ikke. Men der skete noget vigtigt imellem os fire fredag aften, som ingen af os glemmer med det samme.
Helles Blog 
Lyder som en dejlig aften! Og – tro det eller ej! – som en aften, en introvert ville elske. At være introvert betyder jo netop ikke, at man ikke bryder sig om at være sammen med andre mennesker, at man ikke er nysgerrig og at man har sine bedste stunder alene. Introverte er ikke asociale, men foretrækker at være sociale på lidt andre måder, end ekstroverte generelt foretrækker det. At spise middag og snakke med få, dejlige (og nye) mennesker er med garanti på top tre af introvertes yndlingsbeskæftigelser.
Kære Anna. Min intention er ikke at beskrive modpoler. Min intention er udelukkende at skabe en smule balance i min egen oplevelse af, hvordan der bliver skrevet. Og der bliver skrevet rigtig meget om at undgå for mange mennesker og at vende sin opmærksomhed indad. Jeg fik brug for at reklamere lidt for at vende sin opmærksomhed ud også.
Og måske udfordre kategoriseringen introvert/extrovert lidt i al venskabelighed
Jeg er enig: Der bliver skrevet meget vås. Og der bliver gravet unødige grøfter pga uvidenhed og en tendens til at se ting sort-hvidt. Dybest et handler hele snakken om introvert-ekstrovert om ligestilling og balance og om at føje nye prismer til forståelsen af os alle sammen, så vi bliver mere nuancerede for os selv og andre, frem for det modsatte.Og så handler det – efter min mening – altid om at søge meningsfulde kontakter med andre mennesker, herunder naturligvis med mennesker som er anderledes end os selv og kan berige os med det, de kan og er.