Da jeg efter en lang og ualmindelig dum dag nåede frem til Sydhavnen, havde jeg mest fortjent at krølle mig sammen på sofaen med sæson 2 af House of Cards. Som jeg først nu har taget hul på.
Jeg var træt. På den meget insisterende måde, som dumme dage fremkalder. Jeg havde brugt en hel formiddag på et netværk, jeg aldrig fik til at fungere. Og som derfor effektivt forhindrede mig i at svare på mails og på at tilgå mine drev. Det eneste, jeg derfor kunne udrette, var at surmule højlydt i mit hjørne af kontoret. Mens jeg forgæves forsøgte at friste min roommate til at underholde mig. Men han kunne jo godt arbejde. Derfor drak jeg også for meget kaffe.
Da eftermiddagsmødet var overstået, virkede netværket. Og så måtte jeg jo arbejde. Mens jeg fortsat surmulede. Nu uden lyd. Og uden publikum. Det var nemlig gået hjem.
Men det er jo torsdag. Og torsdagen byder på den ugentlige ninjatræning. Jeg var overbevist. Jeg trængte, nej jeg fortjente selvforkælelse. Så ingen træning for en gangs skyld. Man fortjener den slags ind imellem. Det gør man.
Tyve minutter i træningsstart mindede en indre stemme mig stilfærdigt om, hvor ondt det gør ugen efter, når man springer over. Jeg vaklede. Femten minutter i træningsstart vaklede jeg stadig. Ti minutter i start sprang jeg i træningstøjet, stak en ekstra trøje i den ene hånd og smed dankortet i lommen. Og lovede mig selv en flødebolle fra Irma i præmie. Og så løb jeg over broen.
Lidt naivt, nærmest barnligt, fortalte jeg, hvor træt jeg var og plæderede for en light træning. Som om andre bestemmer, hvor meget gas, jeg giver den. Og træningen blev alt andet end light. Vi har lavet armbøjninger, armbøjninger og armbøjninger. Løftet rundt og op og ned på tunge sten. Sprintet rundt om Metropolis. Lavet planke på den ene og den anden måde. Squats og lounges og climbing med og uden store sten. Og løbet om kap hjem.
Så intet torsdagsnyt fra Sydhavnen. De næste par dage vræler min krop igen.
Og flødebollen var god.
Helles Blog 