Trøffelheltene

Min søn er mand for en god historie. Det har han været længe før han blev mand. Og dengang han var på grænsen mellem dreng og mand, altså i gymnasieårene, grundlagde han sammen med to kammerater en gourmet klub. Klubben startede som en madklub, hvor de mødtes og tilberedte gastronomiske mesterværker og drak liflig vin. Også selv om de ingen penge havde. Eller måske fordi de ingen penge havde. Jeg mener, han er vokset op med mig, og en af mine spidskompetencer er at lade som om jeg kører i fuld fart på første klasse. Selvom jeg ligger og rasler i bunden af monkey-class. Første klasse er bare sjovere. Man skal aldrig lade sig gå på af manglende finanser.

Den filosofi har de tre taget til sig. Gourmet klubben udviklede sig, efterhånden som de blev tiltagende voksne, og de alle var landet i hovedstaden. De hjemmegjorte gastronomiske mesterværker blev erstattet af restauranter. Konceptet blev, at man på skift arrangerede middag for de tre på en helt ukendt restaurant. Der måtte ikke være noget main stream over det. Ukendte madkulturer åbenbarede sig i Københavns godt gemte restaurationer.

Nu er de i mellemtiden blevet rigtig voksne. Med fast indtægt og faste kærester/koner. De ydmyge klubværelser er udskiftet med ejeradresser, og konceptet er nu forlagt til noget udenlands. Stadig på skift planlægges en gourmet rejse til et hemmeligt sted, som først afsløres i lufthavnen, og så svælger ungersvendene sig i mad og spirituøse drikke hen over en weekend. Og så er vi endelig fremme ved historien om trøffelheltene.

Sidste hemmelige weekend gik til Milano og et par hundrede kilometer sydligere. Her var booket bord på en Michelin restaurant. Det er jo gourmet. Restauranten havde to menuer. Og den ene var en trøffelmenu. Med hvid trøffel. Forbavsende billigt, sagde min søn. Det var midt i trøffelsæsonen, og man skulleda være et skarn, hvis man lod sådan en chance gå fra sig.

Tjeneren spurgte andægtigt, hvor meget deres trøffel skulle veje. Og her kan man bagefter godt undre sig over manglende refleksion. På den anden side havde der så ikke været nogen historie. De tre valgte kækt en slags mellemstørrelse. Ikke for lille og ikke prangende.

Den hvide trøffel ankom til bordet dækket af en klar glasklokke og blev placeret midt på bordet. De sublime retter begyndte at strømme langsomt ind i ungersvendenes villige mavesække, mens tjeneren rev afmålte portioner trøffel ud over herlighederne. Naturligvis assisteret af den helt rigtige vin. ‘Aldrig har jeg fået så sublimt et måltid’, fortalte min søn, som også havde dækket hver eneste ret fotografisk. De nød, gjorde de.

Men med ét stivnede de tilfredse miner. Noget tjeneren henkastet havde sagt, fik alarmklokker til at ringe for ørerne. Var det mon sandt? Et diskret men lidt grundigere kik i menukortet kunne bekræfte, at det var det. Trøffelen var ikke indregnet i prisen. Den betaltes særskilt. Per gram. Og den var ikke lille, som den lå der under sin glasklokke.

Men som ægte livsnydere trådte de omgående i karakter og lod som om, de var helt med. Gjort var gjort. Trøffelen kunne ikke trylles tilbage under klokken, jo. Og det var jo et i særklasse måltid. De købte dog ikke ekstra trøffel til. Tjeneren klarede betalingen med pli, og resten af weekenden handlede vist mest om pizza, som jo også kan være helt godt i Milano.

Morale? Tja…. Det var dyrt. Det var en overraskelse. Og trøffelhævnen varer mindst ind i det nye år. Men de fik deres livs måltid. Og vi fik endnu en god historie i familiekartoteket.

Og første klasse er stadig sjovere.

6 thoughts on “Trøffelheltene

    • Haha – jeg kan lige se os sidde og hvæse ad hinanden i Lissabon. Aj, forskellen er nok, at mit afkom aldrig har været rigtig i tvivl om vores økonomiske virkelighed. Og hvordan vi alligevel kunne ‘fake’ first class.

  1. Hahaha fantastisk historie. Jeg er sådan en livrem-og-seler økonom, og alligevel beundrer jeg dem, der ser penge som et flow – og tør bruge af dem. Jeg øver mig. Og får stadig et sug i maven, – nøjagtigt som når jeg på ski kører ned af en piste, jeg er lidt bange for – når jeg køber noget dyrt!

    • Måske skulle jeg have lidt mere livrem og seler. Jeg kender godt suset i maven over at købe dyrt. Men det er jo bare penge. Og da det så allerværst ud blev banken alligevel ved med at tro på mig. Hvorfor ved jeg ikke.

  2. Tak for at begynde min uge med latter.
    Hvor jeg elsker at de gør det! Hatten af for dem – og dig der har lært dine børn den retning!
    Skal lige tages op til revision på de hjemlige jagtmarker…..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s