Dem udenfor

Jeg er næsten lige kommet hjem. Lidt sent for en almindelig mandag. Men en gang imellem smutter der en mandag aften, som bliver brugt på alt andet end mig selv. Der er nemlig nogen derude, som kan bruge noget af det, jeg kan. Ja som nærmest har brug for det. Som de ikke kan få andre steder. Det er dem udenfor. Dem der er her uden at have lov. Og som bliver syge. Eller gravide.

Og jeg har en heldig kombination af uddannelser. Jeg kan noget om kultur og mennesker, og jeg kan noget meget konkret med syge mennesker. Så da Røde Kors og Lægeforeningen  startede sundhedsklinikken for ‘udokumenterede migranter’, som de hedder, var det ikke svært at træffe et valg om at støtte initiativet sådan med helt konkrete arbejdstimer. Det er meget simpelt. Det handler ikke det fjerneste om folks ret eller ikke-ret til at være her. Det handler udelukkende om, at de er her. At der er et ukendt antal mennesker i Danmark, som ikke kan få lægehjælp, når de har bug for det. Som risikerer at føde børn uden assistance. Som risikerer at dø på gaden. Eller som kan bliver sygere og sygere af noget helt banalt, til de så alligevel må have akut hjælp på et hospital. Mens de lever i guderne må vide hvad rundt omkring i København.

Klinikken koster ikke noget. Den er drevet af Røde Kors og på frivillig basis. Vi er en lille kreds af forskellige slags sundhedsfaglige, og udstyr stammer fra forskellige gode mennesker. Og inden det hele går i selvsving over vores selvgodhed, så er det ikke ren, uselvisk godgørenhed. Det er en fornøjelse.

Jeg går glad hjem efter min lille ydmyge indsats. Ikke sådan hvor-er-jeg-god-glad. Bare glad. Som man kan blive det af at være sammen med mennesker, som har truffet nogle vigtige valg. Som de står ved. Eller som de er kommet overens med. Eller har affundet sig med. For det er ikke for sjov at opholde sig illegalt i et land.

Og jeg ved ikke helt, hvad det er. Men jeg bliver så glad af at være der. Jeg bliver glad og rørt over det kæmpekram,jeg fik af en højgravid kvinde, som jeg havde snakket fødsel med. Jeg bliver rørt af et stille ‘thank you’ og et forsigtigt håndtryk af en meget beskidt roma. Det rører mig at møde dedikerede gadearbejdere, der kommer til vores klinik. Der er en særlig stemning blandt os, der mødes mandag eftermiddag for at lave et job, hvor vi selv er herrer over tiden. Fordi den er vores egen.

Måske er det bare godt at kunne?