Hjernedødt?

Der bliver ikke nedfældet mange refleksioner for tiden. Der bliver heller ikke løbet mange kilometer. Og sofaen bliver ikke siddet flad.  Bunken af artikler og notater vokser, så den er forvist til en gulvplads. Med fare for at blive fast installation. Jeg vælter ud af sengen i de tidlige, mørke morgentimer og tænder computeren. Suser fra det ene møde til det andet. Har gæster og spiser med kniv og gaffel i byen.

Derfor kan der kun komme hjernedøde blogindlæg. Jeg mangler ro i  mit lille hoved til at skrive fokuseret. Eller til bare at have en pointe med mit skriv. Og hjernedøde blogindlæg er der nok af rundt om i cyberspace. Jamen så lad dog være. Hvorfor så overhovedet kaste bogstaver på sen her? Måske bare for at sige, at jeg er alive and kickin’. Men ikke når at rode så meget rundt på internettet.

Til gengæld kan man glæde sig over, at ingen har installeret skjult kamera i mit hjem. Så ville blogindlægget vise en halvt bevidstløs kvinde med søvndrukne øjne vakle op ad trappen til badeværelset kl. 6 om morgenen. Hvor en bunke krøllet tøj, der ville matche et teenageværelse, er efterladt i et hjørne. Kameraet ville fange hende med bukserne nede om anklerne, mens hun tjekker sin iPhone (HVAD? Jeg bruger ALDRIG min telefon på toilettet?!?). Det ville fange hendes febrilske søgen i klædeskabet efter en ren klud at iføre sig. Det ville afsløre, hvordan hun når at skifte bluse tre gange, inden den første kommer på igen. Og bliver på.

Senere ville kameraet dokumentere en desperat jagt efter nøgler. Jamen ligger de da ikke bare et fast sted? NEJ. Det. gør. de. ikke. Det gør nøgler aldrig. Hun kan have de bedste intentioner om faste nøglesteder, fordi det har ordentlige mennesker. Men så bliver hun optaget af noget på vej ind ad døren. Måske ringer telefonen. Måske skal hun nå i Irma inden lukketid. Eller måske læser hun et brev på vejen.Måske er hun bare ved at tisse i bukserne. Nøgler kan bliv efterladt alle steder. De dukker som regel op, netop som hun begynder at råbe.

Kameraet ville også afsløre, når hun kommer susende tilbage. Fordi hun glemte lige det notat, der var lavet til det møde. Og huskede cykellygten, fordi det ville blive en sen dag. Det ville selvfølgelig ikke fange, hvordan hun som en Lance Armstrong hidsigt vinder hver morgens enkeltstart på de københavnske veje. Eller hvordan svedtrøjen hurtigt byttes ud med den tjekkede designbluse, mens sveden viftes af, mens makeup’en tjekkes og ansigtet lægges i seriøse og tjekkede folder.

Det kan man virkelig glæde sig over. For så kunne jeg ikke længere lade som om, jeg var tjekket. Vel?