Vi er helt enige om, at 12 timers bustur er meget langt fra en ideel måde at bruge sin tid. På den anden side kaster det oplevelser af sig, som man ellers aldrig ville få mulighed for. Hvor tit er det, man sover sammen med 42 mennesker på relativt få kvadratmeter? Meget hurtigt vidste vi, at de nærmeste medpassagerer havde været med Ruby Rejser til Skarslia på fællesrejse mange gange tidligere. Nøjagtigt som Signe og jeg oplevede for et år siden, da vi tog på skiferie til Mysuseter.
Inden bussen havde været en time undervejs, faldt ordene mellem to mænd: “Sig mig, har du en af de her nymodens smartefoner?”. Og jeg fyldtes af en slags genkendelsens glæde. Eller undren. Denne gang var jeg bedre forberedt. Jeg var ikke i Kolding og holde foredrag. Jeg kunne i ro og mag tage afsted fra Herlev Station fredag aften. Vi havde spist aftensmad i forvejen og tørstede heller ikke halvt ihjel på vejen. Belært af sidste års bustur, havde jeg husket både hovedpude og sovepose til turen. Faktisk sov jeg.
Alligevel fik busturen skyld for både ømme ben og utallige styrt på førstedagen. Jeg går for lidt på ski til daglig og glemmer teknik og balance. Lidt efter lidt husker min vrangvillige krop alligevel, hvad det hele går ud på, og styrtfrekvensen aftager.
Fællesture er fællesture, og jeg bliver hver gang så optaget af de mange forskellige mennesker, der tager afsted på den her måde. Denne tur er ikke en singletur, og der er ret mange par. Og også ret mange par i en kategori, der får mig til at trække aldersgennemsnittet ned.
Den første dag blev vi lidt imponerede over Ulla, som er taget afsted, selvom hun har haft en hjerneblødning siden sidste år og er halvsidigt lammet. Hun er enormt indskrænket i sit råderum. Hun kan gå, men usikkert. Og bliver mere usikker, når der er mange mennesker og når noget går nedad. Men hun er fast besluttet på at få skiene på hver dag. Bare 5-10 minutter. Jeg kan så godt forstå hende. Men jeg bliver også lidt fyldt af bekymring, når jeg erfarer, hvordan hun glemmer ting.
Anders er driftchef på en svinebesætning et sted i Jylland. Han får ind imellem afbrudt sin ferie, når foderassistenten ringer om problemer. Så må Anders logge sig på foderanlægget og fjenstyre fodring af sine grise. Han kaster sig lystigt over vegetariske bymennesker. Fordi de slet, slet ikke forstår sig på griseproduktion. Og han er lidt sur på medierne, der ikke siger så meget godt om svineproduktion. I hans øjne. Når han fortæller, hvor billigt, han kan producere et kilo kød, vender jeg mine øjne indad og tier stille med, at jeg hellere vil have armene savet af end at leve af billigt grisekød. Men jeg er selvfølgelig også bybo og forstår mig slet ikke på griseproduktion.
Vi kommer ikke helt så meget på ski, som vi drømte om. I går tøede det, og det meste af natten med. I dag var alt is.
I morgen er det sikkert bedre. Jeg har ferie og bøger og rødvin. Det holder.
Helles Blog 