Til Lene

Jeg bliver ordlam, når nogen jeg holder meget af, er ude i ulykke. Alligevel trænger ordene sig på for at komme ud. De myldrer ud i en lille rodet bunke. Hvor de ligger og falder lidt sammen. Og de bliver forvirrede, ordene, fordi de ikke kan finde deres retning.

Ulykken er ikke min, den er Lenes. Og Mikkels og Axel Emils. Jeg er så fyldt af sorg over alt det, hun står i sammen med sin lille søn og sin mand. I dag løb jeg helt over. Det er umuligt at begribe, det er så meget lort, og det handler ikke en skid om mig og mine ord.

I dag, som jo er torsdag, hvor jeg altid har stævnemøde med Steffen og psykopattræningen, følte jeg mig udmattet af ked-af-det-hed. Sådan træt ind til benet. Og jeg overvejede at lægge mig tilrette på sofaen, pjække fra træningen og være alene og ked af det.

Lene ville elske den her monstertræning. Og det gav ikke mening for nogen at kravle i fosterstilling og græde ned i puden. Jeg trak vejret ind, løb over broen og mødte de andre. Og så gav jeg fuldstændig los i torsdagstræningen. Jeg havde Lene med inde bag mit hjerte og i hver en fiber, og det eneste, der gav mening var at træne igennem, til hele kroppen rystede. Min sorg forvandlede sig i en times tid til ubændigt raseri på universet. Hvad fanden bilder det sig ind? Jeg tæskede løs på kroppen, på de brosten vi svingede rundt med og på de seks etager i parkeringshuset, hvor vi spurtede op og ned.

Bagefter var jeg for træt til at mærke andet end mine rystende muskler. For en stund.

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal sige.

IMG_2908

2 thoughts on “Til Lene

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s