This time of year

I dag er det præcist fem år siden, jeg sad i toget mellem Odder og Århus og mærkede mit liv skride. Og ingenting blev nogensinde det samme igen. Jeg havde været på røntgenklinikken på det nedlagte Odder Sygehus, hvor en ældre herre havde ultralydsscannet den lille bule, der var vokset frem i det bløde område nederst på min hals.

Den havde været der nogle uger, bulen. Lille, blød og rund var den. Nærmest uskyldig. Ikke noget der gjorde ondt eller generede. Den var der bare, og den blev langsomt større. Faktisk opdagede jeg den i starten af november, mens jeg var i Nepal. Men da var jeg langt ude i bjergene i Annapurnaområdet og blev ikke på nogen måde alarmeret af den. Glemte den faktisk. For så døde min rigtig gode ven, Jørn, pludselig. Mens jeg stadig var der ude i Nepal, og så fyldte hans død hele min verden.

Men den voksede, skiderikken, og jeg gik alligevel ned til min læge for at få hendes nik til, at den ikke betød noget. Og hun nikkede, men skulle vi nu ikke alligevel få den scannet, bare fordi, så var det gjort? Og derfor sad jeg i toget mellem Odder og Århus. Fordi sådan noget scanning blev lavet i Odder.

I Odder blev jeg modtaget af en ældre herre, som fnysende lod mig vide, at jeg var 1½ minut forsinket. Oh Lord. Det forfulgte mig resten af morgenen på røntgenklinikken i Odder. Han førte proben over bulen på min hals. Lige over det bløde område, som det ikke er rart at få trykket. Og han blev ved. Og ved. Og så sagde han, at han var nødt til at tage en biopsi. En BIOPSI??!! Med nål ind i det bløde?? Ja, og jeg måtte sætte mig ud og vente en halv time – fordi jeg var kommet for sent. Let rystet satte jeg mig ud på en slidt træstol.

En halv time senere kaldte han mig ind igen. Jeg ville gerne vide, hvorfor han måtte stikke i min hals. Det skulle jeg ikke spekulere på, mente han. Nej, det var nok muligt, men det gjorde jeg, og jeg ville vide, hvad han regnede med at finde i den vævspølse, der skulle suges ud af min runde bule. “Nej, altså, det kan jeg jo ikke sige noget om”, sagde han, “men lad mig nu lave den biopsi.”

“Nej”, sagde jeg, “det er min hals og min bule, og jeg vil ikke stikkes i, uden at vide hvorfor.” Basta. Han vævede videre om, at scanningen var lidt atypisk og bla bla bla. Okay, sagde jeg, så du tror, det kan være kræft? Nej, sådan ville han ikke sige det. Nu skulle man jo ikke male fanden på væggen.

Efter en rum tid halede jeg mistanken ud af ham. Og så måtte han selvfølgelig gerne stikke i min bule. Mens jeg lagde mig rystende på båren. Det var ikke rart, men hurtigt overstået. Og manden lagde ansigtet i farvelfolder og sagde, at jeg nok ville få svar i løbet af et par uger. Hvad??? Et par uger??? Næ nej, sagde jeg. Jeg skal ikke sidde og hyggegyse en hel jul over vævspølsen fra min bule. Det kan man gøre hurtigere. Nej, sagde manden, der ville gå en uge, før svaret kom til ham, og så ville han sende det med brev til min læge, som så ville……… Stop, stop, stop, sagde jeg. Jeg ved, at hvis der er kræft i det væv, så ved de det i morgen, og under alle omstændigheder behøver svaret ikke at komme omkring dig. Det udviklede sig, og jeg er sikker på, at han skumlede indvendigt over at have trukket mig som patient. Men jeg måtte gå med uforrettet sag.

Og derfor sad jeg i toget og mærkede min verden skride.

Og den skred, min verden. Min egen læge var enig. Jeg skulle ikke vente hele julen, så hun rykkede i nogen tråde. Og allerede dagen efter kunne jeg møde en venligt stemt læge med forstand på ondsindede buler på halsen. Otte dage senere vidste jeg det. Jeg havde lymfekræft. Non Hodgkins lymfom. Og to uger senere skyllede den første kemoterapi ind i mit blod.

Og julen er for evigt blandet med en lille sorg – midt i Luciaoptog og kravlenisser.

8 thoughts on “This time of year

  1. Jeg får kuldegysninger, og mindes en tid med et misk-mask af forviklede følelser!
    Midt i minderne af det rædsel og alt vores bange-hed, ventede lille bitte Alma på et passende tidspunkt at face sin nye verden! Det var forfærdeligt og lykkeligt, og hele verden vente på hovedet!
    Knus Knus Knus Knus

  2. Puha, man kan godt blive lidt påvirket af at læse den historie for det er nemt at forstå dine følelser. Men også blive glad over at det gik godt….

  3. Godt fortalt, Helle, der er visse tidspunkter i livet som altid kommer til at følge en senere. kærlig hilsen og god jul fra Inger

  4. Kære Helle
    I 2010 udviklede et kotrol besøg hos min læge sig til en henvisning til en kræftpakke på gynækologisk afdeling. Min læge formulerede det således: “Nu skal du ikke blive urolig, det er jo kun for en sikkerheds skyld, men jeg henviser dig til en kræftpakke” Urolig … jeg var skrækslagen! Da først ordet kræft var udtalt, satte min hjerne ud af funktion og jeg fattede intet omkring mig. Jeg kom fra lægen uden i virkelighede at have forstået hvad det var hun havde fundet og hvad det var hun mente krævede “kræftpakke”
    For at gøre en lang historie kort, så endte det med at vise sig at min læge nok var temlig uerfaren og at jeg heldigvis ikke fejlede noget alvorligt, men jeg havde en slem periode hvor jeg var bange, rigtig bange.
    Jeg fortæller dig dette, fordi at læsning af din blog på helt forunderlig vis trystede mig enormt i den periode. Læsning af dine åbenhjertede beretninger omkring dit sygdoms forløb, gav mig troen på at jeg – hvis jeg virkelig var alvorlig syg, kunne kæmpe, kunne overleve og selv være med til at sætte betingelserne for hvordan jeg kunne komme igennem, med mig selv i behold – man når hurtigt at tænke tusindvis af tanker…
    Dine ord nåede igennem min søvngænger bevidsthed og gav enormt håb. Det fik jeg aldrig skrevet til dig dengang, men ved læsning om dit julespøgelse kom jeg i tanke om at jeg skylder dig tak fordi du deler og fordi du på den måde var hos mig i en periode af mit liv hvor jeg var rigtig, rigtig bange og havde svært ved at forene denne angst med mine nærmestes bekymring.

    Jeg ønsker dig en dejlig jul og et godt og lykkebringende nytår.

    Mange hilsner Anette

    • Kære Anette
      Der gjorde du mig virkelig glad. Tak for det. Jeg kommer nogen gange til at sidde med en fornemmelse af, at det må være trættende at blive ved med at høre om en sygdom, der er overstået forlængst. Så det gør mig kisteglad, at mine skriv kan betyde noget for nogen. Når nu det også gør en forskel for mig, at tankerne og erfaringerne bliver skrevet ned.
      Men hvor var det godt, at det var falsk alarm.
      Også en dejlig jul og et lykkebringende nytår til dig.
      Mange hilsner
      Helle

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s