I dag er det præcist fem år siden, jeg sad i toget mellem Odder og Århus og mærkede mit liv skride. Og ingenting blev nogensinde det samme igen. Jeg havde været på røntgenklinikken på det nedlagte Odder Sygehus, hvor en ældre herre havde ultralydsscannet den lille bule, der var vokset frem i det bløde område nederst på min hals.

Den havde været der nogle uger, bulen. Lille, blød og rund var den. Nærmest uskyldig. Ikke noget der gjorde ondt eller generede. Den var der bare, og den blev langsomt større. Faktisk opdagede jeg den i starten af november, mens jeg var i Nepal. Men da var jeg langt ude i bjergene i Annapurnaområdet og blev ikke på nogen måde alarmeret af den. Glemte den faktisk. For så døde min rigtig gode ven, Jørn, pludselig. Mens jeg stadig var der ude i Nepal, og så fyldte hans død hele min verden.

Men den voksede, skiderikken, og jeg gik alligevel ned til min læge for at få hendes nik til, at den ikke betød noget. Og hun nikkede, men skulle vi nu ikke alligevel få den scannet, bare fordi, så var det gjort? Og derfor sad jeg i toget mellem Odder og Århus. Fordi sådan noget scanning blev lavet i Odder.

I Odder blev jeg modtaget af en ældre herre, som fnysende lod mig vide, at jeg var 1½ minut forsinket. Oh Lord. Det forfulgte mig resten af morgenen på røntgenklinikken i Odder. Han førte proben over bulen på min hals. Lige over det bløde område, som det ikke er rart at få trykket. Og han blev ved. Og ved. Og så sagde han, at han var nødt til at tage en biopsi. En BIOPSI??!! Med nål ind i det bløde?? Ja, og jeg måtte sætte mig ud og vente en halv time – fordi jeg var kommet for sent. Let rystet satte jeg mig ud på en slidt træstol.

En halv time senere kaldte han mig ind igen. Jeg ville gerne vide, hvorfor han måtte stikke i min hals. Det skulle jeg ikke spekulere på, mente han. Nej, det var nok muligt, men det gjorde jeg, og jeg ville vide, hvad han regnede med at finde i den vævspølse, der skulle suges ud af min runde bule. “Nej, altså, det kan jeg jo ikke sige noget om”, sagde han, “men lad mig nu lave den biopsi.”

“Nej”, sagde jeg, “det er min hals og min bule, og jeg vil ikke stikkes i, uden at vide hvorfor.” Basta. Han vævede videre om, at scanningen var lidt atypisk og bla bla bla. Okay, sagde jeg, så du tror, det kan være kræft? Nej, sådan ville han ikke sige det. Nu skulle man jo ikke male fanden på væggen.

Efter en rum tid halede jeg mistanken ud af ham. Og så måtte han selvfølgelig gerne stikke i min bule. Mens jeg lagde mig rystende på båren. Det var ikke rart, men hurtigt overstået. Og manden lagde ansigtet i farvelfolder og sagde, at jeg nok ville få svar i løbet af et par uger. Hvad??? Et par uger??? Næ nej, sagde jeg. Jeg skal ikke sidde og hyggegyse en hel jul over vævspølsen fra min bule. Det kan man gøre hurtigere. Nej, sagde manden, der ville gå en uge, før svaret kom til ham, og så ville han sende det med brev til min læge, som så ville……… Stop, stop, stop, sagde jeg. Jeg ved, at hvis der er kræft i det væv, så ved de det i morgen, og under alle omstændigheder behøver svaret ikke at komme omkring dig. Det udviklede sig, og jeg er sikker på, at han skumlede indvendigt over at have trukket mig som patient. Men jeg måtte gå med uforrettet sag.

Og derfor sad jeg i toget og mærkede min verden skride.

Og den skred, min verden. Min egen læge var enig. Jeg skulle ikke vente hele julen, så hun rykkede i nogen tråde. Og allerede dagen efter kunne jeg møde en venligt stemt læge med forstand på ondsindede buler på halsen. Otte dage senere vidste jeg det. Jeg havde lymfekræft. Non Hodgkins lymfom. Og to uger senere skyllede den første kemoterapi ind i mit blod.

Og julen er for evigt blandet med en lille sorg – midt i Luciaoptog og kravlenisser.