Rend mig i traditionerne – nogen gange

Jeg elsker traditioner af den gode slags. Som dem vi har i min familie omkring jul. Vi har det rasende hyggeligt, på sådan en måde at alle faktisk får det hyggeligt. Men traditioner er hele tiden til forhandling. Ellers bliver de stive og intetsigende. Og jeg får åndenød og kløe under fødderne.

Da jeg blev skilt for 3000 år siden og blev singlemor for mine tre unger, begyndte vi at holde jul hos mine forældre. Jeg følte på en eller anden måde, at vi ikke længere var en rigtig familie. Fordi der manglede en far. Eller fordi jeg ikke var voksenhed nok til sådan en julemenage. Og det var fint og hyggeligt, indtil jeg pludselig et år syntes, det handlede alt for lidt om mine børn. Jeg slog hælene i og groede noget voksenhed og meddelte mine måbende børn, at jeg nu ville holde jul hjemme. Hos os. – Jamen mormor og morfar ….., sagde mit ældste barn. Og jeg lod hende nådigt (men ærligt) vide, at hun naturligvis gerne måtte holde jul hos mormor. Men at jeg ville holde jul hos os. Og sådan blev det. Og så skulle alle have deres livret, og vi satte os omkring det runde spisebord og lavede en juleforhandling. Vi etablerede simpelthen vores helt egen tradition med præcist den mad, vi helst ville have. Med julefrokost og det hele. Sofie og jeg ville i kirke, Mia ville pynte juletræ uden indblanden, og Morten ville se Disneyshow i fjernsynet. Sådan blev rollerne fordelt, så alle gjorde det, der var mest rigtigt for dem på sådan en juleaftensdag. Vi har haft gæster, og vi har gået i byen efter gaverne, som vi havde lyst til. Og vi har skabt en jul, der passer til os.

Men traditioner skal brydes. Og nu er der kommet kærester og svigerfamilier ind på arenaen, og pludselig er vi ikke bare automatisk sammen. Hver jul. Og det skaber jo anledning til at sprælle lidt i juletraditionerne. Så mens I andre svedte for at sprøde anden og dække julebordet, gakkede min søn og jeg omkring i solen i de stejle gader i Lissabon.

Mens I strakte jer på tæer og satte stjernen i toppen af juletræet, var vi på opdagelse i et gammelt slot højt hævet over byen.

Mens I åbnede rødvinen,så den kunne ilte godt inden middagen, valgte vi portvin i butikken. Efter de pæneste flasker. For hvad ved vi om portvin?

Og mens I kæmpede med andefedtet, nød vi en oksebøf med salat, inden vi slentrede til den længste julemesse ved midnatstid. Mens I måske var ved at overveje noget med dyner hjemme i Danmark.

Og sammen drak vi os behageligt berusede i portugisisk rødvin og vores udvalg af portvine. Og havde samtaler, som kun min søn og jeg kan have sammen, når vi er uforstyrrede. Det er derfor, det er vigtigt at bryde traditioner ned fra tid til anden. Så man husker de vigtige og betydningsfulde ting, man kan have sammen. Og som aldrig skal være automatik.

Og så glæder man sig til næste år, når der igen er samling på hele menageriet. Og juletraditionerne kan herske. På vores måde, altså.

4 thoughts on “Rend mig i traditionerne – nogen gange

  1. Vigtig pointe at have fokus på om vores traditioner fortsat er miningsfulde og så have modet til at give slip hvis det ikke længere er tilfældet. Det lyder som om din søn og du har haft en skøn tur – måske grobund for nye traditioner.

    Rigtig godt nytår.
    Kh. Anette

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.