Ja-hatten på banen

Sørme om ikke jeg sidder her i min lune sofa og får lyst til at skrive et pænt indlæg om DSB. Muligvis inspireret af de timer, jeg tilbragte i toget. Måske fordi jeg var lidt vranten i mit sidste skriv her på siden. Måske fordi brok i for store koncentrationer, sparker liv i en indre Rasmus Modsat. Hvis I bliver ved med at brokke jer så meget, så falder jeg over mine egne tæer i min store ja-hat. Og det er let at drukne i brok-mosen. Blablabla… vejarbejde. Blablabla…fem minutter forsinket. Blablablabla… umuligt at køre forbi Nørreport. Blablablabla…ikke plads i toget. Blablabla…dårlig kaffe. Fortsæt selv.

I dag stod jeg på bussen lige udenfor vores gård, kørte uden svinkeærinder til Hovedbanegården, hvor jeg gik direkte ned og satte mig i toget, som transporterede mig helt uproblematisk til Odense, hvor jeg ankom i tide til mit møde. Gab, tænker du. Hvor er det kedeligt at høre om. Ja det er. Og derfor er der aldrig nogen, der skriver noget pænt om DSB. Fordi vi glemmer de uproblematiske ture med det samme. De er simpelthen for kedelige. Men vi husker dem, der gik galt. Dem kan vi sammen sidde fællesfnyse over. Vi bryder ud i sort raseri, når s-toget kommer for sent. Pludselig bliver det til altid i vores indre hjernegrød.

Med ja-hatten godt nede om de kolde ører kan jeg faktisk huske allerflest gode togture. Og når jeg tænker på, hvor mange tog, der spyes ud over vores lille land hver eneste dag, kan jeg blive næsten imponeret. Vi kommer jo frem. Og de fleste gange til den tid, vi havde tænkt os.

Jeg har rejst rigtig meget med tog i rigtig mange lande. Og vores baner er ret gode. De ville klart komme i en top tre. Overgået af de tyske baner og måske de schweiziske. Jeg sværger. Alle de andre er dårligere end DSB. Når man har kørt rundt i Italien i tog, er gensynet med DSB dejligt. Når man har futtet rundt i Indien, kan man næsten lægge sig på knæ og kysse den første DSB-vogn, man møder. Og sådan kan alting sættes i relief. Hvis man gider.

Så egentlig vil jeg vist bare sige tusind tak for endnu en begivenhedsløs togtur mellem Sydhavnen og Odense. Mens månen stråler på livet løs. Lige ned på min hovedpude.

2 thoughts on “Ja-hatten på banen

  1. Igår hørte jeg Stedsans på P1 som podcast.
    Udsendelsen blev optaget på toget mellem KbH og Odense og vi fik alle DSBs “DING DONG… Vi ønsker dem en behagelig rejse” med.
    Jeg sad midt i mit 25 graders flue-klimarum og savnede min daglige pendlen mellem Langå og Århus med IC3/ARIVA.
    En passende halv time i ingenmandsland med tid og ro til en powernap eller semifordybelse i artikler.
    Jo nogen gange er der forsinkelser og aflysninger, men med hyppig drift (3 tog i timen) er det sjældent over 20 minutter der smutter.
    Med mindre der har været en påkørsel, og mht påkørsler er det simplethen vores menneskepligt at tænke mere på dem det er gået udover end på os selv.

    Alternativet til tog ville for mig være at købe en bil nr 2, men jeg vil til en hver tid helre bruge 20 minutter i Bruns en gang i mellem, end jeg vil bruge 40 minutter på at komme fra Ringgaden til IKEA i bil dagligt.

    • Faktisk hygger jeg mig ret godt med at tage toget tilHillerød. Det er der, jeg når at læse de gode bøger. Eller lytte til dem. Eller spionere på andre mennesker.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s