Ja-hatten på banen

Sørme om ikke jeg sidder her i min lune sofa og får lyst til at skrive et pænt indlæg om DSB. Muligvis inspireret af de timer, jeg tilbragte i toget. Måske fordi jeg var lidt vranten i mit sidste skriv her på siden. Måske fordi brok i for store koncentrationer, sparker liv i en indre Rasmus Modsat. Hvis I bliver ved med at brokke jer så meget, så falder jeg over mine egne tæer i min store ja-hat. Og det er let at drukne i brok-mosen. Blablabla… vejarbejde. Blablabla…fem minutter forsinket. Blablablabla… umuligt at køre forbi Nørreport. Blablablabla…ikke plads i toget. Blablabla…dårlig kaffe. Fortsæt selv.

I dag stod jeg på bussen lige udenfor vores gård, kørte uden svinkeærinder til Hovedbanegården, hvor jeg gik direkte ned og satte mig i toget, som transporterede mig helt uproblematisk til Odense, hvor jeg ankom i tide til mit møde. Gab, tænker du. Hvor er det kedeligt at høre om. Ja det er. Og derfor er der aldrig nogen, der skriver noget pænt om DSB. Fordi vi glemmer de uproblematiske ture med det samme. De er simpelthen for kedelige. Men vi husker dem, der gik galt. Dem kan vi sammen sidde fællesfnyse over. Vi bryder ud i sort raseri, når s-toget kommer for sent. Pludselig bliver det til altid i vores indre hjernegrød.

Med ja-hatten godt nede om de kolde ører kan jeg faktisk huske allerflest gode togture. Og når jeg tænker på, hvor mange tog, der spyes ud over vores lille land hver eneste dag, kan jeg blive næsten imponeret. Vi kommer jo frem. Og de fleste gange til den tid, vi havde tænkt os.

Jeg har rejst rigtig meget med tog i rigtig mange lande. Og vores baner er ret gode. De ville klart komme i en top tre. Overgået af de tyske baner og måske de schweiziske. Jeg sværger. Alle de andre er dårligere end DSB. Når man har kørt rundt i Italien i tog, er gensynet med DSB dejligt. Når man har futtet rundt i Indien, kan man næsten lægge sig på knæ og kysse den første DSB-vogn, man møder. Og sådan kan alting sættes i relief. Hvis man gider.

Så egentlig vil jeg vist bare sige tusind tak for endnu en begivenhedsløs togtur mellem Sydhavnen og Odense. Mens månen stråler på livet løs. Lige ned på min hovedpude.