Hvert år ved den her tid sætter jeg den samme plade på med fuld jammer over udsigten til fem måneders mørke. Og kulde. Og sne. Og slud. Jeg hader det. Hader det.
Men jeg elsker lidt at tøffe rundt på Amager Fælled i mørke. Helt alene. Jeg kender alligevel de fleste af de hjemløse derude, og jeg føler mig ikke utryg. De fleste af dem er faktisk flinke nok. De har det bare koldt og hårdt derude. Og så møder jeg dem ufatteligt sjældent, når mørket først er faldet på.
Jeg elsker lidt, når mørket pakker mig ind, og lydene bliver til mørkelyde. Når lyset langsomt svinder i den horisont, der hele tiden forsvinder bag den høje bevoksning. Når jeg får øje på metrolysene på den anden side, og når Bella Sky rejser sig som et juletræ med lys. Jeg elsker, når månen lyser ned over mig og fælleden.
Jeg har selvfølgelig lys med. Og blinkende lys på armen. Men jeg kan bedst lide at løbe i mørket uden lys, mens jeg forestiller mig, at jeg er den eneste i verden. I hvert fald den eneste i verden, der løber rundt på de mørke stier på Amager Fælled.
Men jeg bliver hidsig inden i, når jeg møder sådan en bunke. Som nogen er kørt ind og har læsset af, i stedet for at smutte på en rigtig losseplads.
Helles Blog 
Åh jeg elsker også at blive omsluttet af mørke og blive hilst velkommen af byens lys der titter forbi!
Det andet der, det er vitterligt noget lort
Uhh, jeg elsker mørke i naturen, men er bange for den i byerne. Mærkeligt. Og når jeg læser om dine mørketure på fælleden, er jeg virkleig, virkelig glad for at ham Amagermanden er buret eftertrykkeligt inde. Pas på dig (ja, det ved jeg godt, du gør, men alliwel…)
Det gør jeg. Og jeg er sikker på, at jeg kan slå en proper næve, skulle det komme så vidt. Og pludselig løbe stærkt igen