Mørketur på Amager Fælled

Hvert år ved den her tid sætter jeg den samme plade på med fuld jammer over udsigten til fem måneders mørke. Og kulde. Og sne. Og slud. Jeg hader det. Hader det.

Men jeg elsker lidt at tøffe rundt på Amager Fælled i mørke. Helt alene. Jeg kender alligevel de fleste af de hjemløse derude, og jeg føler mig ikke utryg. De fleste af dem er faktisk flinke nok. De har det bare koldt og hårdt derude. Og så møder jeg dem ufatteligt sjældent, når mørket først er faldet på.

Jeg elsker lidt, når mørket pakker mig ind, og lydene bliver til mørkelyde. Når lyset langsomt svinder i den horisont, der hele tiden forsvinder bag den høje bevoksning. Når jeg får øje på metrolysene på den anden side, og når Bella Sky rejser sig som et juletræ med lys. Jeg elsker, når månen lyser ned over mig og fælleden.

Jeg har selvfølgelig lys med. Og blinkende lys på armen. Men jeg kan bedst lide at løbe i mørket uden lys, mens jeg forestiller mig, at jeg er den eneste i verden. I hvert fald den eneste i verden, der løber rundt på de mørke stier på Amager Fælled.

IMG_2463

IMG_2464Men jeg bliver hidsig inden i, når jeg møder sådan en bunke. Som nogen er kørt ind og har læsset af, i stedet for at smutte på en rigtig losseplads.

IMG_2462

 

Løbende sygebesøg

Jeg var netop trådt ind ad døren, da min datter ringede. Hun fortalte bekymret om, hvordan lille Vera havde kastet op den ganske dag uden at kunne holde så meget som en tår vand i sin lille mave. Vi snakkede en stund, og jeg spurgte, om hun gerne ville have mig til at komme forbi. Jaaaa, sagde hun, men bare hvis det passer dig. Så snakkede vi lidt videre, og jeg kunne mærke, at det ville blive lidt bøvlet. Det der med at komme forbi Frederiksberg. Når hun nu ikke lød sådan rigtig syg. Det er helt i orden, sagde min datter.

Så jeg købte ind i Irma og gik hjem for at finde løbetøjet frem. Tussede lidt rundt og gjorde mig klar. Det trækker ikke specielt i mig, de mørke fugtige aftener. Afsted kom jeg alligevel. Og så drejede jeg væk fra Amager mod Valby. Sådan som om skoene selv bestemte retningen. Som om de sendte signaler til min reptilhjerne. Halløj der, det sker meget sjældent, at nogen børn her ringer og siger MOR. Og når nogen så gør det, så må man sgu da være der. Frederiksberg, altså. Forbi Mozarts Plads, hvor ølaberne stadig  hyggede på bænkene. Videre gennem Valby og ad Søndre Fasanvej forbi de nye lys i Søndermarken. Zigzag mellem handlende mennesker udenfor Føtex og langs Frederiksberg Hospital, mens jeg krængede jakken af. Det var jo alt for stinkende lunt til både jakke og lange ærmer. Endelig drejede jeg ned ad vejen og ringede på min datters dør.

Og Vera lyste op i et grin som en flækket træsko. Og lignede heldigvis på ingen måde et dehydreret babybarn. Vi hyggede en halv times tid, mens stanken fra mit svedige løbetøj langsomt bredte sig i lejligheden. Og så løb jeg hele vejen hjem igen gennem den mørke og fugtige aften. Som stadig var for varm til jakken.

Når nogen siger MOR, skal man bare være der. Og i sit stille sind være glad for at have nogen, der gør det, ik’?