Min far vendte øjne, da jeg dukkede op ved morgenbordet i løbetøj. Da vi gik i seng, blæste det ret voldsomt, og sneen føg om ørerne på os. Men nu virkede det stille. Snefygning og lukkede småveje, lød det i radioen.
Jamen jeg ser ikke Pramdragerstien så tit, og det er en af mine all time yndlingsture. Så jeg trak buffen op om halsen og trissede af sted med kameraet i hånden. Nej, ikke i lommen, for hende, der pakkede min taske i går, havde undladt løbejakken. Derfor trak jeg i de trøjer, jeg havde medbragt. Og det gik endda.
For ude i verden var isen og sneen i fuld gang med at smelte. Det dryppede og piblede alle vegne, og der var ingen spor af lukkede veje eller fygesne. Jo, det var da tungt nok at løbe i, da jeg krydsede ned mod Gudenåen. Men smukt. Der er altid smukt på Pramdragerstien. Og jeg kunne bare glæde mig over ikke at være en fugl, som de sad derude på åen og skuttede sig mellem isflagerne.
Helles Blog 