Mens jeg løb ud i morgenen sammen med solen langs Gudenåen lidt udenfor Randers, blev jeg ramt af magi. Farverne spillede på himlen over mig og i vandet ved siden af stien. Jeg følte mig fyldt af smukhed og var tæt på at flyde over, fordi netop jeg var så heldig at kunne løbe der en tidlig mandag morgen. På den første frostdag, hvor jeg stadig kunne elske iskrystallerne og den klare luft.
Mens jeg nærmede mig motorvejsbroen kunne jeg se hundrevis af bilister holde stille, mens alt for mange blå blink spærrede for det hele længere fremme. Jeg tænkte på, om de var sure, alle dem i bilerne. Mens nogen andre måske lå og døde længere fremme? Og mens jeg egentlig bare havde en dejlig morgen.
Alle livets paradokser udspillede sig lige der. Midt i mit magiske morgenløb.
