Living in the material world

Der stod jeg. Og spillede smart med min smarte iPhone i foyer’en i Imperial. Så smart var det nemlig, at jeg bare kunne bruge min kvitteringsmail til at trække billetten i automaten. Jeg havde jo betalt og alting. Og så forsvandt den fordømte mail pludselig. Fordi jeg har for store og for klodsede tommelfingre, som snittede et eller andet på telefonens touch skærm. Så jeg måtte lidt flovt, som hende den halvgamle-der-ikke-helt-har-tjek-på-det-smarte-men-gerne-vil-være-med-på-beatet, krybe over til mennesket i billetlugen og erkende min fadæse. Og det der gammeldags med telefonnummeret virker endnu. For sådan nogen som mig.

Kvart over ni, hvor jeg ellers begynder at falde sammen og tænke på sengen, satte jeg mig til rette i Imperials røde luksussæde. Og var en smule spændt på, om det overhovedet ville være muligt at holde liv i mig til klokken 01 på sådan en almindelig torsdag. Og så startede filmen med orange tulipaner i et højbed. Og George Harrison indtog scenen. Jeg lyver ikke. Jeg sad tryllebundet med vidt åbne øjne i 3½ time. Der var forsinket start, som med DSB, men jeg sad der med en slags dyb taknemmelighed over at få lov til bare at være der.

Der var de unge skoleknægte, som bare ville spille musik. Som pludselig blev totalt berømte. Og som syntes, det var for fedt. Indtil det blev for meget. Der var blomsterne, stofferne og Ravi Shankar. Der var de indiske  guruer og skænderierne i the Beatles. Der var kvinder og trangen til at gøre noget med musikken. Der var racerbiler og et afdanket gods i Sydengland. Og venskaberne. Det var jo det meste af mit liv, der blev spillet igennem der. Sammen med George Harrisons. Jeg ved ikke, hvornår jeg nogensinde har set en film i 3½ time uden at få myrekriller i bagdelen eller tunge øjenlåg. Det var en ærlig, kærlig film, som fik mig til at grine og græde. Jo, pludselig løb der bare tårer ned ad mine kinder.

Da de orange tulipaner igen tonede frem på lærredet, og George Harrisons muntre øjne tog afsked med os, mens rulleteksterne begyndte at snegle sig nedover, brød hele salen ud i spontane klapsalver. Det var en film, altså. Og klokken var 01. Om natten. Og så cykler man bare hjem gennem natten og er fyldt af alt det smukke, det ærlige, det mindre smukke, døden og alt det, et liv kan bestå af. Og musikken.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s