Tag den, slaskerøv!

Flere-dages skrive boot camp har efterladt fen kilo bly i hvert ben. Og ekstra fem kilo i røven. Måtte jeg erkende, da jeg tøffede ud i eftermiddagsdisen i løbesko. Måske er det alle de ord, jeg har slettet på computeren, som er vandret direkte i lægmusklerne og har sat sig i en bræmme om røven? Skrivning er totalt spild af tid. Hvis der blev pudset en leankonsulent på mine skriveprocesser, ville han falde død om. Jeg skriver SÅ mange spildte ord. Eller spildte? Jeg skriver meget. Og sletter endnu mere. Det ville være smart, hvis man kunne skrive det rigtige første gang. Hver gang. Jamen jeg ville også kunne skrive mange flere blogindlæg.

Men sådan arbejder jeg ikke, og det er jeg sikkert for gammel til at lave om på. Det var slet ikke det, jeg ville skrive om. For jeg slæbte min tunge krop afsted over togbroen til Valbyparken. Mens den skreg og protesterede og forsøgte at overbevise mig om, at overholdelse af deadlines fortjener en helt anden magelig belønning, som slutter på vin og kager.  Jeg var nådesløs og slæbte den videre, mens jeg forsøgte at ryste de mange kilo bly ad mig. Min røv føltes som en ladeport, som var den formet af de mange timer på en flad stol. Jeg forsøgte med det gode. Lokkede. Jamen du ved jo, at det er det bedste for dig. Du ved jo, at det er fedt, når du står under bruseren om en time. Som kilometerne sneglede sig væk under mine løbesko, begyndte jeg at sende onde energier mod den fede røv og de blytunge lægge. Og jeg vandt en lille sejr, da jeg endelig nærmede mig ‘Bjerget’. Nu var der også fem km hjem igen. HA, tag den, dumme krop. Og så kom jeg i tanker om, at nogen har kastet udfordringer ud om bakke- og mudderløb og har sat fadøl på højkant. Fordi hun er begyndt at træne som en vild og lige om lidt løber fra mig. Og i lørdags løb jeg morgentur med min svoger i Århus og måtte indkassere nogen tørre bakketæsk. Der skal bare trænes mere bakke.

Og før røven kunne nå flere tunge argumenter, var den på vej i fuldt firspring op ad Bjerget. Så overrasket blev den, at firspringet blev gentaget igen og igen. Og så var det også nok. Og tusmørkt. Så jeg måtte løbe stærkt ud af Valbyparken, før alle banditterne myldrede frem. Det ved man jo, de gør, så snart mørket falder på. Og venter på kvinder, der spæner alene rundt.

Nu kommer de andre belønninger så. Et glas vin til maden og en tur i CphDox i morgen. Hvor jeg helt naivt købte billet til filmen om George Harrison. Lidt dyrt, tænkte jeg, men hvad – de giver også en øl. Jeg burde have anet uråd. I må bære over med mig på fredag. Filmen starter nemlig 21.15. Og varer 3½ time.

Velkommen tilbage til verden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s