Jeg vågnede op til en næsten barsk virkelighed. Jeg har levet helt beskyttet mod bakker. Hjemme vælter jeg over på Amager Fælled, hvor Mount Anna fra nu må betegnes som en lille bunke sand. I den sidste uge har jeg fornøjet mig med at løbe langs Embarcadero fra hotellet til parken i den anden ende og tilbage. Fladt og nydeligt med underholdning fra vandsiden i form af søløver og mennesker i alle afskygninger. Jeg snørede derfor fornøjet løbeskoene tidligt i går morges og tøffede ud af døren. For ikke at gøre morgenen mere spændende end nødvendigt, skruede jeg retningen mod mit tidligere hood ved vandet. Og ikke mod Tenderloin, min nye nabo, som måske ikke ville tage imod mig med smil og åbne arme. Jeg lider ikke af paranoia, men der er heller ingen grund til at udfordre skæbnen unødigt, jo.
Noget i min tågede retningssans sagde ned mod vandet. Og aldrig har jeg taget mere fejl. Det gik opad. Lodret nærmest. Og jeg blev meget hurtigt meget taknemmelig for hvert eneste lyskryds, som kunne få pulsen i nærheden af noget normalområde igen. Endelig øjnede jeg toppen og satte en dræbende slutspurt ind. Jeg blev belønnet med massiv kvalme og den smukkeste udsigt over byen og et glinsende hav. Himlen var knaldblå, og solen skinnede muntert. Og så trillede jeg hele vejen ned på den anden side. Med en pludselig erkendelse af, at bjergbestigningen lige om lidt ville gentage sig. Endnu engang kravlede vejen lodret op i den blå himmel. Jeg klamrede mig til lygtepælene ved hvert eneste lyskryds og måtte indkassere et massivt nederlag på den sidste vilde stigning. Jeg kravlede det sidste stykke, og blev endnu engang belønnet med udsigt i verdensklasse. HA, tænkte jeg og løb let og luftigt det sidste stykke vej mod havnefronten. Her løb jeg en æresrunde i parken, inden jeg atter vendte næsen mod centrum. Og med gru erkendte, at alle de lette nedløb nu gik den anden vej. Jeg stred mig som en frådende og svedspruttende ork mod toppen af først den ene bjergtop og til sidst den anden, som seriøst var tæt på at aflive mig, da jeg med en halvt bevidstløs ud af kroppen oplevelse kastede mig over lygtepælen.
Nu ved jeg, hvad sand bakketræning er. Og så på asfalt. Og jeg må æde endnu en amerikanerfordom. Hver eneste bil på min vej holdt tilbage for mig. Måske fordi de inderst inde var bange for at skulle berøre et døende kvindemenneske og risikere sagsanlæg for aflivning. Men de smilede. Tror jeg.
Helles Blog 