Bob, din gamle svinger

Jeg har været til Bob Dylan Teaterkoncert. Sammen med min søn og hans Nina. Og altså, selvom musikken ikke nåede de sublime højder, som min søn oplevede lørdag i Parken (Roger Waters, that is), var det en stor oplevelse. Godt gået, faktisk. Men det her er slet ikke en anmeldelse. Det er en bekendelse.

For midt i det hele sad jeg der på stolerække nr 10 og blev helt fyldt af….. Ja jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal kalde det. En følelse af, at det her har jeg været med til. Jeg var med, dengang det hele startede. Dengang vi sad på gulvet i stuen og lyttede til de første Beatles singler. Dengang alle spillede Bob Dylan. Ikke kun omkring lejrbålet, men alle indspillede også Dylanmusik på plader. Dengang Rolling Stones sprængte alle rammer. Jeg var med til de der indre og ydre eksplosioner, som den nye musik skabte. Det var stort. Og vi havde kun skuldertræk til overs for dem, der ville spilde deres tid på Elvis og Cliff Richard.

Senere sad vi for lukkede døre på vores værelser og hørte Frank Zappa og Crosby, Stills Nash & Young. Neil Young, jo, som Jesper for nylig forærede mig en koncertoptagelse med. Jeg var ung, meget ung, men jeg glemmer aldrig dønningerne efter Woodstock. Eller den første Roskilde Festival. Jeg måtte virkelig være en del af alt det.

Vi hørte Joan Baez og Tom Lehrer, og musikken var for altid forbundet med verdenshistorien. Mens der krigedes i Vietnam og Martin Luther King og Kennedyerne blev skudt. Og vi hørte rock, Led Zeppelin, Black Sabbath og Ten Years After. Vi slugte det hele. Eller vi svømmede rundt i den mangfoldighed, der blomstrede omkring os. Hold da helt op, hvor hørte vi meget musik. Mens vi forholdt os til hele verden.

Og midt i teaterkoncerten, mens musikken vækkede gamle forelskelser og kærestesorger, blev jeg fandme så glad over at være så gammel. Tænk at jeg fik lov at være ung i lige præcis den periode. Det var sådan nogle vigtige år, hvor så meget af verden i dag blev formet. Eller startet. Og så sad jeg lige der på 10. række med åben mund og tårer i øjenkrogen, mens teatertruppen opførte en spektakulær version af Mr. Tambourine Man. Og tænkte et stille tak.