Meeting San Francisco

San Francisco åbnede sine arme og tog imod mig med et varmt kram og et smækkys. Jeg slap ud af lufthavnen og sikkerhedstjekkene hen på eftermiddagen. Hvor jeg godt kunne mærke, at kroppen havde det mere som hen på natten. Den kunne jo ikke vide bedre. Men omkring mig skinnede solen fra en skyfri himmel, og temperaturen sagde omkring 27 grader. Jeg irettesatte kroppen mildt, men bestemt, – ikke noget med at sove nu. Og begav mig som en slags zombie ud i San Franciscos Marina Area.

Jeg måtte holde den igang, kroppen, og vandrede fascineret afsted. På opdagelse blandt en sand smeltedigel af farverige mennesker, der myldrede ind og ud mellem hinanden. I løbesko, på cykel, på segways, på gåben, i klapvogne, på skateboards og kørestole. Jeg er virkelig dårlig til det der jetlag. Lige så dårlig som jeg engang var til nattevagter. Og jeg ved, at der venter mig en uge eller to, når jeg kommer hjem, hvor jeg er mærkelig. Men pyt. Nu skal jeg bare have første bølge jetlag til at lægge sig, mens jeg er her. Jeg gik i to timer og fik en på opleveren, mens solen spejlede sig i vandet. Til sidst var jeg ikke bare træt. Jeg var uegnet til alt. Derfor kastede jeg mig ind på en tilfældig restaurant nær hotellet og bestilte en tun sandwich og et glas vin. Og fik begge dele tilsat en ordentlig portion dybfølt venlighed. Sådan føles det at være her,man bliver venlig. Fordi man heletidenmødes venligt. Selv mødre med klapvogne lyser op i store smil,når de manøvrerer for tæt på, og siger undskyld. Hører I det, Frederiksberg-mødre?

Vinen gjorde, hvad den skulle og slog mig bevidstløs det meste af natten, så jeg alligevel var klar til en morgenløbetur langs havnefronten. Og igen blev jeg slået af venlighed. På en tur, der af omfang kunne minde om københavnersøerne, fik jeg smil og tilråb, som sagtens kunne være sparet væk af et rationeringsudvalg. En pige og jeg blev ved med at skiftes til at trække. Vi overhalede og faldt tilbage og overhalede igen. Og vinkede glade til hinanden, da vores veje skiltes. Man bliver simpelthen venlig af at være her. Morgenen var noget mere tåget end aftenen, men var alligevel lun nok til korte ben og arme. Kors hvor jeg bare savner at smide både jakke og lange vintertights langs væk.

Jeg er igen ved at kløjs i bogstaverne. Det der jetlag ligger stadig og udfordrer min stakkede hjerne. Jeg har været på sightseeing i åben turistbus, og imorgen tidlig starter mit kursus. Jeg burde ikke have gået på bar med en engelsk hospitalsdirektør. Men det gjorde jeg. Vi havde det klogt og ærbart, men drak et glas vin for meget. Så nu kaster jeg håndklædet i ringen og kravler under dynen

I får lidt billeder fra morgenens løbetur.