Det lakker mod en ende

Alting har en ende, og nu er jeg for sidste gang kravlet op i overkøjen på Adelaide Hostel i San Francisco. Tankevækkende så fuldstændigt forskellige rejser kan være. Det er næsten sælsomt
at rejse så langt væk, og føle alt så bekendt. Jeg kan bevæge mig helt utvunget rundt, og ingen vil løfte et øjenbryn. Jeg ligner de andre.

Det mest slående ved den lokale befolkning er mængden af meget store mennesker med vanskeligheder ved at bevæge sig frit. Fordi de er store. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det må se ud i Texas.

Det er landet med billige sodavand, og landet hvor take away er billigere end råvarer. Hvor hoteller indeholder vejledninger i tilfælde af jordskælv. Hvor ingen påklædning er for mærkelig. Det er landet, hvor vand koster mere end benzin. Det er også byen, hvor den allerbedste musik aldrig døde. Hvor de stadig spiller Grateful Dead, Janis Joplin, the Doors, Jimi Hendrix og holder fast i stilen fra dengang. Haight Ashbury er stadig stedet, hvor de stenede mennesker bor, og hvor stofferne flyder i gaderne. Men bag de gamle hippier, spirer en spillevende ungdomskultur, og San Francisco et stadig et summende centrum for kulturliv.

Det er også landet, hvor jeg har fået i pose og i sæk. Jeg fik et fantastisk kursus i sidste uge, og jeg fik et bonusbesøg hos Kaiser Permanentes Call center. Altså et centralt sted, hvortil patienter kan ringe og få hjælp til deres problemer, lavet aftaler med hospitaler eller blive viderestillet til en specialist. Det meste af en dag brugte de sådan helt uden videre på os, der bare var en gruppe nysgerrige europæer. Og serverede frokost.

Siden fik jeg tiltusket mig endnu et besøg hos mine amerikanske værter. Og igen har de brugt en hel dag på mig. Ikke bare sådan tilfældigt, men sammensat et fantastisk program, så jeg fik talt og udvekslet med en lang række mennesker, der er beskæftiget med ting, jeg også arbejder med.

Jeg har ikke fået læst en eneste bog. Jamen hvornår skulle jeg have gjort det? Det har været fjorten helt action-pakkede dage. Jeg har ikke haft meget tid til ingenting. Jeg pakker mig sikkert forsvarligt ind i jetlag den næste uge eller to, hvor der bliver rig lejlighed til at stirre tomt ud i luften.

Jeg glæder mig hysterisk til at være sammen med mine små og store yndlingsmennesker i København. Jeg har så mange kram, der presser på for at komme ud.

Til sidst vil jeg sende en varm tak for ingenting til Danske Bank. Det var ikke ekstra kredit, jeg havde brug for. Det var adgang til mit kort. Men endnu engang kom mine gamle bjergbestigerkompetencer i brug. Hvad??? Tænker du. Jo, jeg fandt et ekstra kort, som hører til en gammel ekspeditionskonto. Den har ikke været i brug i flere år. Men smarte mig, jeg kunne bare overføre penge på min bank app fra den ene konto til den anden. Og vupti!! Så kunne mor her alligevel spurte rundt og købe nyt tøj.

20120503-230900.jpg

3 thoughts on “Det lakker mod en ende

  1. Det har været hyggeligt, at følge med og høre om både dine faglige og mere private oplevelser. Rigtig god rejse hjem 🙂

  2. Du har vist haft nogen af en tur til over there… med overvældende venlighed og så meget andet. Du er heldig er du! 🙂 Tak fordi du lader os være med på sidelinjen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s