Planer og planer

Man skal aldrig være for fin til at erkende, at en plan ikke gør det, den lovede. Man skal heller aldrig være for fin til lat lave nye planer. Og man skal ikke være for fin til at hade lidt på tilfældighederne.

Det er tidligt i sæsonen. Og klart nok har Frankrig oplevet den værste vinter og den længste i mands minde. Aldrig har foråret trukket så længe ud. Aldrig har kvæget ventet så længe på sætergræsset. Aldrig har hytterne åbnet så sent. Vi har haft sandt lortevejr. Og masser af sne. Allerede ved 1700 meters højde. Og sne er hvad det er. Det værste er, at afmærkningerne forsvinder. Og det kombineret med tæt tåge og massiv regn tager i den grad fornøjelsen af en travetur i bjergene. Ikke et eneste glimt har vi fået af Mont Blanc eller de andre i massivet. Vi har kunnet læse om uforlignelige udsigter i guidebøgerne. Men har kun set grå tåge.

Det syntes som så god en ide hjemme i Sydhavnen at tage telt og grej med. Fordi jeg ville være fri og uafhængig og kunne sove, hvor jeg ville. Det er bare tung unyttig vægt hernede i virkeligheden. For enten er der sne, eller også er der våd og mudret undergrund. Der er intet tiltrækkende over at kravle kold og dyngvåd ind i mit lille bitte bivuaktelt. For at vågne lige så kold og dyngvåd næste morgen og pakke det hele sammen med et par kilo ekstra væske.

Så jeg ændrer planer. I morgen pakker jeg teltgrejet og sender det med posten hjem til Sofie. Hvis hun er heldig – og butikkerne har åbent – sniger der sig måske et stykke ost med. Det gør rygsækken lettere. Og mig.

Senere tager jeg bussen. Ja, du læser rigtigt. Jeg tager bussen til Chamonix for at sidde der og skumle, mens jeg finder ud af, hvad jeg videre gør. Næste stræk har endnu mere sne og stejle fald, og vi har mødt flere, der er vendt om, fordi det var for farligt. Og lige nu er jeg bare lidt skummel over det vejr, min for tunge rygsæk, mine fodpinende støvler og trænger til lidt af den positive energi, som Chamonix kan. Måske er der nogen hjemme, som jeg kender og kan bo hos. Måske indlogerer jeg mig på et hostel og sætter mig under et halvtag og skriver lidt.

Og jeg skriver vi. For jeg har ikke været meget alene. Noget af det fascinerende ved at vandre er de mennesker og de historier, jeg møder undervejs. På min tredje dag mødte jeg Pete, en hollænder i tresserne, som har revet seks måneder ud af kalenderen for at vandre fra Amsterdam, gennem Alperne og videre til Rom. Senere samme dag mødtes vi igen på det Gite, som jeg nåede frem til efter en lang vandredag alene. Og her mødte vi endnu to hollændere, Hank og Ivo, som arbejder sig gennem hele GR5 ruten, startet fra Maastricht. Bid for bid. De startede i 1999 og tager 6-7 dage hvert år. Så der er nogle år at tage af endnu. Og i dag blev vi genforenet med Tristan, som jeg mødte for nogle dage siden. Jeg elsker den slags møder. Det er fedt at dele sine oplevelser i nogle dage. Så skilles man igen og ønsker god tur. Måske ses man igen, måske ikke. Men jeg bliver en lille smule rigere hver gang.

Min guidebog skal have smæk. Ruten er ikke mulig på hverken 3 eller 4 uger. Det er den måske under topgode betingelser og med en superlet rygsæk. Jeg er nødt til at æde alle mine blæreudsagn om skidegod form og erfaring. Det var en topfejl at tage det telt med. Og jeg er på ingen måder i skidegod form med tung rygsæk. Jeg kommer ikke til at gå hele vejen til Nice. Jeg kommer til at gå noget af vejen. Jeg kommer til at holde lidt pauser. Jeg kommer til at tage bussen, gør jeg.

Det er okay. Jeg græder ikke. Har måske en smule såret stolthed. Fordi jeg tog lidt fejl. Fordi jeg planlagde lidt for løst. Fordi den første lille uge har været benhård. Og jeg orker ikke at kæmpe mig op til høj sne – for at gå ned igen. Chamonix, altså. Som jeg elsker lidt alligevel.

20130624-210213.jpg

20130624-210234.jpg

Regn og mudder

I nat ramte post-ferie-stressen mig. Jeg er heldigvis så gammel, at jeg ved, det kommer. Jeg flintrer ikke rundt og arbejder mig selv ihjel uden at få lussinger. Derfor brugte jeg en nat på at vende mig i sengen, tænde og slukke lys og endelig bare at overgive mig og læse min bog. Nu er jeg let ulden nærmest klar til at tage videre.

Jeg brugte ikke en dag i Thonon ved søen, som jeg havde forestillet mig. Da jeg ankom med bussen, havde jeg pludselig fået by nok, så jeg pakkede rygsækken lidt om, fandt sporet ved banegården og drog afsted. Vejret var fantastisk, og jeg bevægede mig gennem skov og nød udsigterne over Lac Leman. I det fjerne byggede mørke skyer op. Efter et par timer blev skyerne sortere og kom nærmere. Jeg nærmede mig en landsby, og efter en indskydelse drejede jeg af sporet op i byen. Noget styrede mig direkte mod byens eneste hotel, og i det sekund, jeg satte hånden på døren, brød et sandt inferno løs. Et skybrud af samme dimensioner, som det vi oplevede i København for et par siden. Jo, tak, jeg ville gerne have et værelse med det hele. Og jeg kunne sætte mig i altandøren og godte mig over at være i tørvejr.

Regnen havde sat sine spor næste dag. Jeg knoklede mig gennem mudder på de stadigt stigende skovstier. Men vejret var godt igen. og jeg kløede på. Halvvejs på turen, mens jeg nød min frokost, dukkede en fyr fra Arizona op. Han var taget til Europa for at vandre rundt i Alperne et par måneder. Han levede af sæsonarbejde og havde de sidste par år arbejdet på en amerikansk forskningsstation i Antarktis. Det giver gode penge og meget frihed.

Vi slog følge og masede os gennem mere mudder. Jeg gik så vidt som at finde den ene vandrestav frem til at hjælpe med balancen i mudderet. Vi nåede dagens etape i fin tid og begav os ud for at finde et sted at overnatte. I følge guidebogen skulle der både være restauranter, butikker og hoteller i en nærliggende landsby. Efter et par timers ret opslidende søgning måtte vi erkende, at det var der ikke. Christian besluttede sig for at gå tilbage til sporet og slå telt op, men jeg takkede ja til et tilbud om lift til næste by. Med hotel. Jeg var ikke forberedt på butiksmangel og havde simpelthen ikke mad nok til to dage. Og i betragtning af min åndssvage nat var det helt rart at være for mig selv i en seng.

Jeg er klar til næste etape, som lige kræver en bustur for at komme i nærheden af sporet igen.

20130622-082814.jpg

20130622-082834.jpg

20130622-082855.jpg

Tæller ned og prøvepakker

Der er bare sammenlagt 5,5 arbejdsdage, til min sommer for alvor starter. Der er lidt mere end en uge, til jeg sætter mig tilbage i flysædet. Og lader sundhedsvæsen, patienter, sygeplejersker, læger, strategier og politikker, referater og dagsordner passe sig selv. I rigtig lang tid. Jeg er midt i det årlige feriehelvede. Inden der er gået lidt mere end en uge skal jeg skrive referat, skrive kommissorium for en styregruppe, lave planer for det næste år, holde oplæg for politikerne, forberede en konference, holde møder og rydde kalenderen. Og bruge weekenden i Århus, mens jeg hører dejlig musik og møder mennesker, jeg kender. Jeg skal gøre mit hus parat til nye indbyggere, fordi Verdens Mindste Vera flytter hele familien ud i vandkanten, mens jeg er væk. Og så har nogen lokket mig til et allersidste møde et par timer, før flyveren letter fra Kastrup i næste uge.

Åndenød? Nej, jeg skal jo bare nå at pakke rygsækken. Alligevel går jeg lidt rundt om den. Når nu mit hjem skal sidde på ryggen af mig i fire uger, er det ikke helt ligegyldigt, hvad der ligger i den. Så jeg har prøvepakket. Og pakket om. Og om igen. Et eller to par bukser? Tjaaaeee. Støvler eller sko? Støvler – fordi jeg risikerer sne undervejs. Sko med alligevel? Nej, nok ikke. Tyk eller tynd sovepose? Der bliver bidt til benet. Det letteste liggeunderlag af skum kommer med. Den tynde sommersovepose og en ekstra fleecepose i stedet for den tungere 3-sæsoners. Den lette all-in-one brænder kommer med. Jeg vejer. Alting. For jeg gider ikke slæbe, som jeg nogen gange har gjort på de længere ekspeditioner.

P6 Vincent og Helle

Det her er jo ikke bjergbestigning. Det er en nydningstur, og jeg kommer jævnligt i nærheden af små byer. Og den helt store luksusretreat kommer jo til mig i Nice.

Jeg lurer en anelse bekymret på det europæiske vejr. Det ser fredeligt ud omkring Geneve. Chamonix ser tilforladeligt ud. Snegrænsen er tæt på 2500-3000 meter. Det skal nok gå.

Jeg begynder at se på startruter for turen. Der er flere muligheder, og jeg hælder selvfølgelig nok til den, der hurtigst (og hårdest) fører mig op i bjergene. Jeg kan jo så let som ingenting bide den første etape over og slå teltet op, når dagen går på hæld. Og når jeg tænker mig igennem sådan et scenarie, glæder jeg mig ubeskriveligt til at sidde i teltåbningen og glo på skyer. Og glemme alt om sundhedsvæsen og alt det andet. Jeg glæder mig til at møde de andre, der vandrer over Alperne. Jeg glæder mig til at sidde med et glas fransk rødvin på en terasse ved en bjerghytte. Jeg glæder mig til at læse i ligeså mange timer, jeg gider. Jeg glæder mig til at tænke uforstyrret på ting, jeg selv vælger. Mens jeg nyder Alpe-udsigter.

IMG_3545 (1)

Sommer i bjergene

Jeg holder tidlig sommerferie. Til gengæld bliver den lang. Og det allersidste møde slutter et par timer, før jeg langer min bagage ind i Kastrup. Allerede 19. juni flyver jeg til Geneve. Ja faktisk har jeg allerede tjekket ind på mit fly, og boardingkortet ligger klar.

Allerede i efteråret mærkede jeg trangen til natur og stilhed trænge sig på. En trang der handler ligeså meget om tid til eftertanker og ro. Den slags gør jeg jo bedst i bevægelse.

Der er store ting i gære i familien, og omkring 1. august holder en ny lillesøster sit indtog. At rejse langt væk var derfor udelukket. Jeg skal hjem og sørge for, at Veras forældre kan føde og tage imod lillesøsteren i fred og ro, mens jeg tager mig af den kommende storesøster. Som har lidt svært ved at fatte det der med lillesøster og storesøster. Sidst min datter gav sig til at føde, sad jeg låst fast i Esbjerg. Denne gang er der ingen bånd. Jeg kan fanges på telefon og internet og være hjemme på en dag eller to. Men min ferie er selvfølgelig planlagt, så jeg når hjem i god tid.

Jeg flyver til Geneve og har genoplivet en gammel rute over Alperne, som fører mig til Nice. Gennem de smukkeste områder. Over alpetoppe og høje pas. Gennem små yndlingsalpebyer. Ruten hedder GR5, og jeg håber inderligt, at de vinterstorme, der lige nu hærger Norditalien, Frankrig og Spanien stopper nu. Nu, så sneen kan nå at lægge sig og tø, inden jeg begiver mig over de høje pas. Tak, siger jeg bare. Og hvis ikke, må jeg enten få kolde tæer eller tage en rute nedenom.

Turen kommer til at tage 3-4 uger. Hvis jeg går hurtigt nok, venter nogle venner i et lejet hus udenfor Nice med croissanter og rødvin. Måske støder en veninde til undervejs og følges noget af turen. Og ellers er det fede ved at vandre i Alperne, at jeg ikke er den eneste. Jeg møder med garanti nogen at slå følge med ind i mellem. Og resten af tiden er der kun mig selv, min rygsæk, mit telt og min notesbog. Og det er faktisk ikke det værste selskab på sådan en sommertur.

IMG_1212