Regn og mudder

I nat ramte post-ferie-stressen mig. Jeg er heldigvis så gammel, at jeg ved, det kommer. Jeg flintrer ikke rundt og arbejder mig selv ihjel uden at få lussinger. Derfor brugte jeg en nat på at vende mig i sengen, tænde og slukke lys og endelig bare at overgive mig og læse min bog. Nu er jeg let ulden nærmest klar til at tage videre.

Jeg brugte ikke en dag i Thonon ved søen, som jeg havde forestillet mig. Da jeg ankom med bussen, havde jeg pludselig fået by nok, så jeg pakkede rygsækken lidt om, fandt sporet ved banegården og drog afsted. Vejret var fantastisk, og jeg bevægede mig gennem skov og nød udsigterne over Lac Leman. I det fjerne byggede mørke skyer op. Efter et par timer blev skyerne sortere og kom nærmere. Jeg nærmede mig en landsby, og efter en indskydelse drejede jeg af sporet op i byen. Noget styrede mig direkte mod byens eneste hotel, og i det sekund, jeg satte hånden på døren, brød et sandt inferno løs. Et skybrud af samme dimensioner, som det vi oplevede i København for et par siden. Jo, tak, jeg ville gerne have et værelse med det hele. Og jeg kunne sætte mig i altandøren og godte mig over at være i tørvejr.

Regnen havde sat sine spor næste dag. Jeg knoklede mig gennem mudder på de stadigt stigende skovstier. Men vejret var godt igen. og jeg kløede på. Halvvejs på turen, mens jeg nød min frokost, dukkede en fyr fra Arizona op. Han var taget til Europa for at vandre rundt i Alperne et par måneder. Han levede af sæsonarbejde og havde de sidste par år arbejdet på en amerikansk forskningsstation i Antarktis. Det giver gode penge og meget frihed.

Vi slog følge og masede os gennem mere mudder. Jeg gik så vidt som at finde den ene vandrestav frem til at hjælpe med balancen i mudderet. Vi nåede dagens etape i fin tid og begav os ud for at finde et sted at overnatte. I følge guidebogen skulle der både være restauranter, butikker og hoteller i en nærliggende landsby. Efter et par timers ret opslidende søgning måtte vi erkende, at det var der ikke. Christian besluttede sig for at gå tilbage til sporet og slå telt op, men jeg takkede ja til et tilbud om lift til næste by. Med hotel. Jeg var ikke forberedt på butiksmangel og havde simpelthen ikke mad nok til to dage. Og i betragtning af min åndssvage nat var det helt rart at være for mig selv i en seng.

Jeg er klar til næste etape, som lige kræver en bustur for at komme i nærheden af sporet igen.